Mens det blev varmere og varmere udenfor, blev det samtidig varmere og varmere inde i bilen, hvor den lille dreng på blot to år sad. Helt alene. Da han blev fundet efter mere end fem timer, var det for sent. Hans liv stod ikke til at redde.
Tirsdag skete det igen. Det, der ikke bør ske.
Den amerikanske dreng Jacob Manchego blev efterladt i en bil uden for et shoppingcenter i Brandon i delstaten Florida. Fra klokken ni om morgenen til klokken 14:30 eftermiddagen sad han helt selv. Det skriver det lokale medie News Channel 8.
Vinduerne var ikke rullet ned, dørene var låst. Udenfor steg temperaturen til det højeste, det har været i år. 30 grader.
Da han senere blev fundet, var det for sent. Hans liv stod ikke til at redde. Det fortæller en talsperson fra Hillsborough County Sheriff’s Office til News Channel 8.
»Ud fra det, vi har fået at vide, så parkerede et familiemedlem bilen her på parkeringspladsen klokken ni om morgenen og efterlod den to-årige dreng inde i bilen, som var aflåst, med slukket motor og uden aircondition,« siger talspersonen Larry McKinnon.
'Det er forfærdeligt'
Det var ifølge det amerikanske medie den lille drengs halvsøster på 21 år, der havde efterladt drengen i den varme bil. Hun arbejdede i en børnehave, der lå tæt ved parkeringspladsen, men i stedet for at tage drengen med sig, blev han glemt i bilen, mens hun gik ind for at arbejde.
Ifølge efterforskerne på sagen var halvsøsteren 'ked af det' og 'forfærdet', da hun fandt sin bror i bilen om eftermiddagen under en pause.
Den lille dreng var bevidstløs, da han blev fundet og bragt hen til et lægehus, hvor personalet forsøgte at hjælpe ham, før ambulancen kom.
Men det var for sent. Jacob døde på Brandon Regional Hospital kort tid efter.
»Hvem kan tage imod den information? Det er forfærdeligt. Det er fysisk invaliderende. Det er svært. Det er svært for os alle. Vi har alle børn,« siger talsmanden Larry McKinnon.
»Vi minder os selv om det. Vi minder vores familie om det. Vi minder de folk, der henter vores børn, om det. At man skal kigge tilbage og tjekke. Vi ser det ske gang på gang. Det bør ikke ske,« tilføjer han.
'Husk at tjekke bilen'
Den 21-årige halvsøster er foreløbig ikke blevet sigtet i sagen.
»Det er vores alles værste mareridt. Det er lige meget, om du er en helt almindelig borger eller en erfaren politibetjent. Det er aldrig nemt. Det rører vores hjerter, når sådan noget sker,« siger Larry McKinnon og fortsætter:
»Husk at tjekke bagsædet og tjekke bilen, før I forlader den. Disse kampagner har kørt før, men vi bliver ved med at se disse tragedier ske. Dette er bestemt en påmindelse om, hvad vi bør gøre, når vi transporterer vores børn.«
