Den kendte Hollywood-skuespiller Ben Stiller (50) har fortalt, i det populære radioshow med Howard Stern 'Stern', at han for to år siden fik konstateret aggressiv prostatakræft.

Det er første gang, at Ben Stiller, som mange nok kender fra roller i store film som 'Dodgeball', 'Tropic Thunder', 'Zoolander', 'Meet the Parents' og 'Vild med Mary', står frem og fortæller om kræftsygdommen, som han blev opereret for to måneder efter diagnosen. Det skriver blandt andre Hollywood Reporter.

»Det kom ud af det blå. Jeg havde ingen anelse om det,« forklarede Stiller, der anbefaler, at folk går til deres læge i en tidlig alder og bliver undersøgt. Og det var netop årsagen til, at den kendte skuespiller valgte at stå frem med sygdommen.

Efter operationen har Ben Stiller siden været kræftfri. Og det er han 'ekstremt taknemmelig for', som han forklarede i radioprogrammet.

Han fortalte også i programmet, at han fik hjælp fra en god kollega fra skuespilverdenen i forbindelse med kræftsygdommen.

Robert De Niro, som han spillede over for i 'Meet the Parents'-filmene, har også kæmpet med prostatacancer. Og derfor kunne Ben Stiller få opbakning fra den kant.

Ben Stiller fik stillet diagnose tilbage i juni 2014. Og siden har han været kræftfri.

Under samtalen med Howard Stern fortalte han også om, hvordan det påvirkede ham psykisk, og hvordan han i sit hoved allerede forestillede sig sin egen begravelse.