De sociale medier er et bidsk sted at opholde sig, hvis man træder bare en smule ved siden af visse folks holdninger.

Det må sanger- og skuespillerinden Jennifer Hudson i hvert fald lægge øre og øjne til, efter hun har optrådt i en kampagne for olie- og energivirksomheden Shell.

Det skriver det engelske medie Daily Star.

I en række videoer optræder Hudson, som en af flere, på vegne af Shells nye kampagne 'Make The Future', der skal promovere firmaets interesser inden for bæredygtig energi.

Det er dog en kampagne, der ikke vinder alle. En række brugere har ytret deres holdninger om kampagnen og dens celebre bannerførere, og de mener, at det blot er et dække for Shells olieproduktion, der går ud over natur og dyreliv.

Samtidigt beskylder de Hudson for at sælge ud ved at takke ja til at deltage i kampagnen.

'Åh kæreste Jennifer Hudson. Du underskrev en handel med djævelen. Shell er en forfærdelig virksomhed at arbejde sammen med. 'Making the future'... Det ville være mere retvisende at sige 'kontrollerer/ødelægger vores fremtid, mens Shell spytter penge efter dine bestræbelser. Jeg vil aldrig nogensinde se dette eller være villig til at støtte din musik eller karriere igen! Sikke en skam. Sådan et talent, spildt på at sælge ud,' skriver brugeren Kristen Bezold på Facebook, hvilket Daily Star har taget et billede af.

En anden person, der bærer navnet Jake McNett, tager skridtet længere i sin kritik af den 35-årige sangerinde. Personens identitet er ikke bekræftet og kan blot være en såkaldt 'troll' - en person, der gemmer sig bag en falsk internetidentitet - men alligevel er kritikken omfattende.

'Hvorfor opfinder du ikke et reb rundt om din hals, binder den til den højeste gren på det grimme træ, du kommer fra, og hopper,' skriver personen som en af flere grimme opfordringer til Hudson.

Hudson er dog langt fra den første, der modtager kritik for at arbejde sammen med Shell. I 2014 gik miljøorganisationen Greenpeace i flæsket på legetøjsfabrikanten Lego for deres samarbejde. Lego modtog voldsom kritik fra flere sider og endte med ikke at forlænge samarbejdet med Shell, da deres fælles kontrakt var afsluttet.