Talsmand for NATO oberstløjtnant Tim Stauffer bekræfter, at de amerikanske myndigheder i øjeblikket er ved at undersøge påstande om, at afghanske embedsmænd har brugt landets flyvevåben til at transportere narkotika og ulovlige våben over hele landet, skriver Reuters.

- Myndighederne forsøger at afgøre, om påstandene berettiger en fuldstændig undersøgelse, siger han.

Ifølge avisen The Wall Street Journal, som var det første medie, der skrev om påstandene, undersøger det amerikanske militær ligeledes, om den påståede transport af ulovlige stoffer og våben er forbundet til en episode i april sidste år, hvor en oberst fra det afghanske flyvevåben dræbte otte officerer fra det amerikanske flyvevåben i Kabul Lufthavn.

I en rapport om drabene er amerikanske embedsmænd citeret for at sige, at morderen sandsynligvis var involveret i transport af ulovligt gods.

- De fleste af ofrene havde været med til at undersøge misbrug af flyene i det afghanske flyvevåben, skriver Wall Street Journal og tilføjer, at påstandene om narkosmugling kommer fra »troværdige« afghanske officerer i og uden for flyvevåbnet.

Afghanistan producerer 90 procent af verdens opium, og vestlige embedsmænd giver ofte handlen med narkotika skylden for at bremse den økonomiske udvikling.

Ifølge en rapport fra FN sikrer »valmue-økonomien« i Afghanistan landets oprørere en indtægt, og den er vokset betydeligt i 2011 som følge af skyhøje priser og forbedrede dyrkningsmetoder.