Amerikanske Jonathan Schwartz kan måske se frem til at få en uventet milliongevinst ud af, at han i 2011 stak sin mor ihjel med en køkkenkniv. 

Hans mor, filantropen Barbara Fischler, var nemlig millionær i dollars, og et rodet juridisk efterspil har medført, at den skizofrene, 46-årige søn har mulighed for at score 22,5 millioner danske kroner ud af de 45 millioner, der udgør boet.

Det skriver New York Post.

Ifølge distriktsadvokaten i sagen, Steven Nuzzi, gik Jonathan Schwartz 2. juli 2011 ud i køkkenet og tog en køkkenkniv og gik ind i sin 67-årige mors soveværelse i hendes lejlighed på Manhattans Upper East Side. Her lå moderen og sov, og det skulle vise sig, at Barbara Fischler aldrig kom til at vågne igen. For sønnen valgte at stikke sin mor ihjel, fordi hun tilsyneladende havde bestemt, at sønnen kun måtte ryge to pakker cigaretter om dagen. Desuden havde hun forinden sagt til ham, at han skulle skære ned på sit forbrug af sodavand.

Ved den efterfølgende retssag på Manhattan i New York blev Jonathan Schwartz erklæret sindssyg i gerningsøjeblikket. Derfor besluttede dommeren, at han ikke var skyldig i at have myrdet sin mor. Sønnen blev i stedet indlagt til behandling på et psykiatrisk hospital.

Faderen forudså problemet

Barbara Fischler døde uden at efterlade sig et testamente. Og selvom hun var gift, havde en ægtepagt sikret, at hendes mand, Burton Fischler, ikke fik del i hendes formue. Ifølge loven i New York skal millionformuen derfor fordeles mellem hendes børn, som kun tæller Jonathan Schwartz, fordi broderen Kenneth er død. Kenneths del af formuen er testamenteret til hans biologiske far, mens der fortsat er 22,5 millioner kroner tilbage, der som udgangspunkt går til Jonathan Schwartz.

Barbara Fischler var skilt fra Jonathan Schwartz' far Steven Schwartz. Eksmanden valgte dog alligevel at sagsøge sin søn i 2015 for at forhindre, at han kunne få del i moderens millioner.

Geoffrey Wright, der er dommer ved Manhattan Supreme Court er dog ikke enig i, at moderens millioner ikke skal tilfalde Jonathan Schwartz. Dommerens argument bunder i rettens afgørelse om en behandlingsdom efter mordet på moderen. For da Jonathan Schwartz på grund af sin psykiske sygdom ifølge retten ikke var klar over konsekvenserne af sin handling, bør han ifølge dommeren fortsat arve moderens 22,5 millioner danske kroner.

Michael Kutzin, advokat for Jonathan Schwartz, fortæller, at han vil være med til at sørge for, at pengene vil blive placeret i en fond, hvis Jonathan Schwartz arver dem. Herefter skal de bruges til at bekæmpe hans skizofreni.

New York Post har talt med en ekspert i jura, Arthur Schwartz, som ikke er enig med dommer Wright i, at moderens millioner vil tilfalde Jonathan Schwartz:

»Der er ikke præcedens for, at en morder kan drage økonomisk fordel af mordet på nogen måde,« lyder vurderingen fra Arthur Schwartz ifølge New York Post.