USA: Under en patrulje tirsdag på grænsen mellem USA og Mexico blev en amerikansk grænsebetjent skudt og dræbt, mens en kollega blev såret.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

De tre grænsebetjente var på hesteryg på vej til at undersøge meldingen fra en elektronisk alarm, der er placeret i området nær byen Naco i delstaten Arizona. Området bliver flittigt benyttet af smuglere, oplyser Reuters.

Før skuddene faldt forsøgte betjentene at få kontakt til de formodede gerningsmænd, skriver radiostationen AZPM på sin hjemmeside.

- Da de var på vej op ad stien, rapporterede de at være blevet beskudt. Vi har i øjeblikket ingen mistænkte, siger Carol Capas, talsmand fra politiet i Naco, til Reuters.

Sammen med forbundspolitiet FBI efterforsker de lokale myndigheder nu sagen.

Sidste gang en amerikansk grænsebetjent omkom i tjenesten var tilbage i februar 2010, skriver AZPM.org.