Hele Miami holder vejret netop nu. For orkanen Irma, som er den voldsommeste, der nogensinde er observeret i Atlanterhavet, har direkte kurs mod millionbyen og turistparadiset og ventes at ramme i løbet af weekenden.

'Der er ingen chance for, at orkanen rammer ved siden af. Det håb er forbi. Vi kommer til at få en kæmpe orkan og stormflod her, hvor vi bor,' skriver meteorolog ved CBS i Miami, Craig Setzer, på Facebook.

Dermed bliver Miami - og resten af det sydlige Florida - de næste ofre for den historisk voldsomme orkans hærgen. Både turister og amerikanere flygter i stor stil fra området.

Tidligere har orkanen lagt øerne Saint Martin og Barbuda i ruiner, mens også Puerto Rico, Virgin Islands - de tidligere Dansk Vestindiske Øer - og flere andre små øer i Det Caribiske Hav er blevet hårdt ramt. Der er meldinger om adskillige dødsofre.

Craig Setzer opfordrer alle til at 'være forberedt på det værste’, og sikre sig et forråd af mad og drikkevarer til en hel uge med udsigten til, at det kan være livsfarligt at forlade hjemmet, mens kæmpeorkanen hærger. Beboerne i Miami gør også klogt i at have en førstehjælpskasse ved hånden, påpeger han.

’Der vil ikke komme ambulancer til hjælp ved ulykker, hvis øjet (orkanens øje, red.) er lige over os.’

The National Hurricane Center (Det nationale orkancenter, red.) i USA forventer, at Irma rammer Floridas sydlige østkyst på det værst tænkelige sted, skriver NBC. Prognosen fredag morgen peger på, at orkanens øje vil være lige vest for Miami, når Irma bevæger sig ind over land, og det er på øst- og nordsiden af orkanens øje, at vinden vil være kraftigst, og stormfloden rammer hårdest. Konsekvenserne for Miami og det sydøstlige Florida kan blive katastrofale.

»I denne weekend er der risiko for alle de betydlige orkantrusler, inklusiv stormflod og skadelige vinde, som er livstruende,« lød det fra The National Hurricane Center torsdag aften.

Orkanen Irma toppede med vedvarende vindhastigheder på 300 kilometer i timen, men er dog så småt begyndt at tabe pusten en smule. Den befinder sig stadig i kategori 5 - det højeste trin på orkanskalaen - men forventes at være dalet til en kategori 4-orkan, når den rammer Miami. Det vil gøre orkanen til den voldsomste, der har ramt Florida, siden Charley ramte den mindre befolkede vestkyst i 2004, skriver TV 2.

Derfor er sammenligningen med kategori 5-orkanen Andrew fra 1992 mere nærliggende. Den dræbte 44 mennesker og medførte skader for svimlende 297 milliarder kroner alene i Florida.

Herunder kan du se hele Craig Setzers opslag på Facebook.

Der er udsendt orkanvarsel for hele den sydlige del af Florida.