Oplever du orkanen Irma tæt på, og har du billeder eller video? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.
Orkanen Irma er nedgraderet til kategori 3, men den ventes at blive kraftigere igen, inden den rammer Florida.
Orkanen Irma, der har efterladt sig et spor af ødelæggelse i Caribien, har lørdag kurs mod den amerikanske delstat Florida.
Ifølge den seneste beregning fra USA's nationale orkancenter, NHC, går orkanen i løbet af søndagen i land i den sydvestlige del af Florida og ved byen Tampa. Det skriver nyhedsbureauet AP.
Dermed ser storbyen Miami ud til at slippe for Irmas værste hærgen. Men også her vil der ifølge meteorolog og NHC-talsmand Dennis Feltgen blæse livsfarlige vindstød.
Orkanen har fået myndighederne til at opfordre næsten syv millioner amerikanere til at lade sig evakuere i Florida og en række andre delstater, skriver AP.
Lørdag eftermiddag dansk tid er Irma blevet nedgraderet fra en kategori 4-storm til en kategori 3. Lørdag eftermiddag er der målt en vindhastighed på omkring 200 kilometer i timen.
Man bruger Saffir-Simpson-skalaen til at kategorisere orkaner. Den går fra 1-5 og måler den skade, som en orkan forvolder.
En kategori 5-orkan, som Irma tidligere har været, betyder, at vindstødene vil medføre katastrofale skader. Hvis den rammer med den styrke, vil størstedelen af det ramte område være ubeboeligt i uger eller måneder.
Irma ventes ifølge de amerikanske vejrmyndigheder af blive kraftigere igen, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Orkanen ramte Cuba tidligt lørdag, efter at den havde raseret en række caribiske øer og kostet mindst 20 personer livet.
Irmas vindstyrke lå i snit på 215 kilometer i timen over Cuba. Og det forventes altså, at orkanen igen kan tage til i styrke, inden den rammer det amerikanske fastland.
Floridas guvernør, Rick Scott, advarer om, at stormflod kan få vandstanden til at stige med op mod 3,5 meter.
»Det vil dække jeres huse,« siger han ifølge AP.
De amerikanske myndigheder har på forhånd beordret flere millioner indbyggere evakueret.
Det råd har mange fulgt. Både motorveje og lufthavne er fyldt med indbyggere fra Florida, der forlader hus og hjem for at undslippe Irma.
»Hvis du ikke lytter til advarslen, kan du dø,« siger Don Anderson, der bor i Key Largo, til tv-stationen CNN.
»Det her er dit liv. Hvad er det værd? Du kan altid feste senere.«
Men ikke alle lytter til myndighedernes råd.
»Jeg har været her i 15 år og været igennem så mange storme. Vi har fået besked på at evakuere så mange gange,« siger Scott Abraham, der bor i et højhus i Miami, til CNN.
»Jeg tror ikke, at den rammer os direkte. Hvis den gør, tror jeg, vi er i sikkerhed. Vi har mad. Vi har et forråd. Vi har alt, hvad vi har brug for.«
»Vi er klar til at rocke og rulle med stormen.«
Oplever du orkanen Irma tæt på, og har du billeder eller video? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.
/ritzau/