Amatør vandt Friløbet
Lea Reime krydsede målstregen, som den første kvinde på Østerbro Stadion. Hun løb sit første motionsløb for bare to år siden.
Lea Reime krydsede målstregen, som den første kvinde på Østerbro Stadion. Hun løb sit første motionsløb for bare to år siden.
På Østerbro Stadion kunne Lea Reime for lidt siden løfte sine arme i triumf. Hun har vundet Nykredit Invest Friløbet i tiden 36 minutter og syv sekunder. Hun var træt, men glad efter at have krydset målstegen.
- Det var hårdt ad helvede til, men jeg er godt tilfreds og har forbedret min personlige rekord med 56 sekunder. Og så var det rigtig hyggeligt, at der var så mange, der heppede på vejen, siger Lea Reime
Hun debuterede som motionsløber i Nykredit Invest Friløbet for to år siden. Dengang gennemførte hun løbet på 44 minutter, men i dag holdt benene altså til en væsentligt bedre tid.
Som hurtigste mand var Michael Nielsen, der overhalede alt og alle i tiden 31 minutter og 13 sekunder. Han havde døjet med sygdom inden løbet, men gennemførte alligevel i en tid, som de fleste kun kan drømme om.
- Jeg har haft lidt influenza inden løbet, men jeg er godt tilfreds med tiden. Det var meget fint løb,' siger Michael Nielsen, der vandt Danmarks mesterskabet på samme distance for to måneder siden.
Det er syvende gang, Nykredit Invest Friløbet afholdes. Det anslås, at godt 5.000 mennesker deltog i dagens løb.