Raket-opfinder Peter Madsen er i øjeblikket fængslet og sigtede i 24 dage for ’uagtsomt manddrab’ på den afdøde Kim Wall, hvis lig dukkede op med bevidst afskåret hoved, arme og ben på det sydvestlige Amager. Opfinderen selv nægter sig skyldig.

Den eneste kontakt Peter Madsen formentlig har, er med hans forsvarsadvokat, Betina Hald Engmark, vurderer den anerkendte forsvarsadvokat Jakob Lund Poulsen. Det skriver TV 2, der har spurgt Jakob Lund Poulsen, hvad Peter Madsen og advokaten foretager sig i den uvirkelige situation.

»Det vil være kaotisk, og forsvareren skal forsøge at danne sig et overblik over sagen. Hvilke informationer skal videre til politiet, og hvad skal blive mellem klienten og forsvareren. Som forsvarer får man ofte oplysninger, der ikke skal videre - eller først skal videre senere i sagen,« siger Jakob Lund Poulsen til TV 2, der vurderer, at Peter Madsen og Betina Hald Engmark formentlig har kontakt op til flere gange dagligt.

BT har forsøgt at få Jakob Lund Poulsens egne ord i sagen, men han henviser til TV 2’s artikel, der er et resume af et interview på TV 2 News.

Jakob Lund Poulsen er en landets mest erfarne forsvarsadvokater. Han har blandt andet forsvaret Marcel Lychau Hansen, bedre kendt som Amagermanden, der i 2011 blev idømt livsstid for to drab og en række voldtægter.

Til TV2 hævder Jakob Lund Poulsen, at han også havde sagt ja, hvis Peter Madsen havde bedt ham om at forsvare sig i ubådssagen. Han forklarer, at han opfatter det som sin ’pligt’ på samme måde som, at en kirurg har pligt til at operere folk.

Dog oplyser han, at forsvareren ikke har pligt til at hjælpe politiet. På samme måde har den sigtede heller ikke pligt til at forklare noget, der kan belaste en selv. Derfor kan forsvareren også i teorien have oplysninger om sagen fra klienten, som ikke bliver viderebragt.

»Hvad sandheden er her, er ikke afgørende. Heller ikke om man kan beskrive det som en løgn eller en sandhed med modifikationer. Det handler om at lægge det forsvar, som tjener klienten mest muligt,« siger Jakob Lund Poulsen til TV 2.

Forsvarsadvokat Mette Grith Stage sagde til BT onsdag, at uanset hvordan man vender og drejer det, vil Peter Madsen stå overfor en straf, da der er tale om ’usømmelig omgang med lig’, efter det er kommet frem, at Kim Walls lig er ’begravet til søs’ og bevidst afskåret.  Ifølge hende er der tre scenerier for, hvordan Peter Madsen kan blive dømt i sagen.

»Første scenarie er, at han kun bliver dømt for usømmelig omgang med lig, som er 1-2 år, hvis det bliver vurderet, at det er et uheld, såsom at hun er faldet i ubåden og slået sig. Andet scenarie er uagtsomt manddrab, og der er sket en ulykke. Det er svært at sige, hvad det vil give af straf. Det kan spænde vidt fra bødestraf til 1-4 års fængsel. Han vil oveni stadig blive dømt for usømmelig omgang med lig. Den sidste mulighed er drab og usømmelig omgang med lig, der kan give op til 12 til 13 års fængsel,« forklarer Mette Grith Stage.