Forskere har udviklet et middel, der kan sætte den ødelæggende alzheimer i stå i minimum tre år. Stoffet er stadig i tidlig udvikling, men eksperter er positive over for indsprøjtningen, der kan være klar om ti år.
I øjeblikket findes der kun et fåtal af lægemidler til alzheimer-patienter, der indtil videre kun kan bremse udviklingen i op til seks måneder.
Direktør i Alzheimerforeningen, Nis Peter Nissen, er dog forsigtig med at lovprise det spåede mirakel.
- I værste fald viser de sidste forsøg måske, at medicinen ikke virker alligevel eller har alvorlige bivirkninger. Langt hovedparten af alle forsøg med medicin når aldrig ud på hylderne. Der er ikke kommet ny medicin siden 2003, og dette på trods af mange lovende forsøg både på dyr og mennesker, siger han og tilføjer:
- Så vidt jeg er orienteret, laves medicinen af blodplasma, og det er derfor spørgsmålet, om man overhovedet kan producere nok medicin til 36 millioner mennesker.
Men indsprøjtningen var kun ét blandt flere nye håb, der blev præsenteret på konferencen. Et nyt og eksperimenterende lægemiddel, der forbedrede hukommelse og tankevirksomhed betydeligt hos patienter med mild til moderat alzheimer, samt endnu tre forsøg med forebyggende behandling, der snart går i gang, blev præsenteret ved konferencen.