En ulykke spærrede søndag aften i sidste uge det sydlige spor på E45 ved Randers Syd

Søndag aften måtte en del bilister holde i kø på E45 syd for Randers efter en alvorlig ulykke, der sendte en ung mand på sygehuset. Heldigvis meldtes han mandag udenfor livsfare.

På motorvejen opstod der en del problemer med kødannelser efter ulykken, idet der var mange, som skulle ud af Randers efter afslutningen på Superliga-opgøret mellem Randers FC og OB. Heldigvis var der på motorvejen et par damer, der forstod at gøre ventetiden lidt hyggelig. Det skriver Randers Amtsavis.

Jytte Sørensen og Kirsten Schmidt - begge fra Varde, sad nemlig i den kø. Og der sad de længe. De var på vej hjem fra Skagen, hvor de havde været i forbindelse med et godgørende cykelløb - "Cykel for sagen, fra Varde til Skagen", der samler penge ind til psykisk sårbare.

Kirsten og Jytte samler ind til psykisk sårbare og havde derfor sendt 106 cyklister fra Varde til Skagen. De cyklister var nu på vej i bus tilbage til Varde - og Jytte og Kirsten var i en bil, hvor de havde alle madresterne med. For de står nemlig for proviant til de mange cyklister.

- Ja, så vi kører i "madkassen" som vi kalder bilen. Så holder vi der i kø, og så siger Kirsten til mig: Nej, nu skal vi da have noget at spise. Og så siger jeg: Ja, mad - vi har jo to kager til overs. Dem kan vi da ligeså godt dele ud, fortæller Jytte, der til daglig arbejder på vindmøllefabrikken i Varde i kantine og rengøring.

Så gik damerne ellers ud på motorvejen, hvor bilerne holdt bomstille.

- Kirsten gik den ene vej, og jeg gik den anden. Og folk de blev simpelthen så glade og sagde: Nej, hvor er det dejligt. Vi fik snakket både engelsk, italiensk og dansk, fortæller Jytte med et grin.

For det var naturligvis ikke kun dansktalende, der sad fast i motorvejskøen.