Alt tyder på, at de to lig på Madeira er identiske med de to danske kvinder fra Aarhus, men en opduktion skal nu fastslå den endelige identitet og dødsårsag.

- De portugiskske myndigheder har oplyst til det danske konsulat i Funchal, at der er fundet to omkomne i bjergområderne på Madeira. Endelig idetifikation af de omkomne vil finde sted i hovedbyen Funchal, oplyser vagthavende i Udenrigsministeriet til Berlingske Nyhedsbureau.

Det er altså endnu ikke officielt bekræftet, at de to lig tilhører de savnede danskere, men meget tyder på det, fortæller Linda Dias, konen til den danske konsul på Madeira:

- De to lig er lige nu på hospitalet, hvor en obduktion skal fastslå den endelige dødsårsag. Ingen andre end de danske kvinder er savnet på Madeira, siger Linda Dias.

Det vides endnu ikke, hvornår identifikationen er på plads. De nærmeste pårørende til de to savnede er dog underrettet om, at der er fundet to lig - ikke nødvendigvis, at det er deres pårørende, oplyser Udenrigsministeriet.

De to forsvundne kvinder er begge fra Aarhus - den 73-årige Ulla Linnea Ruby og den 77-årige Amalie Kjerstine Flindt. Begge har været savnet siden mandag, efter de ikke var vendt tilbage fra en vandretur på øen.

Brandfolk fandt ifølge det portugisiske nyhedsmedie DN Portugal to lig torsdag eftermiddag i et svært tilgængeligt område med vild bevoksning og stejle skråninger. Ligene lå i et vandløb for foden af en 50 meter høj skrænt, hvilket gjorde det svært for redningsfolkene at nå frem og bjærge dem. Men det lykkedes dog omkring kl. 15.30, oplyser lokale medier. Tidligere havde brandfolkene fundet en rød rygsæk i nærheden af ulykkesstedet.