Alt for kort tid til høringssvar
Organisationer og Folketingets formand kritiserer regeringen for at give alt for kort tid til høringssvar, der skal kvalificere nye love. Justitsministeren vil rette op.
Organisationer og Folketingets formand kritiserer regeringen for at give alt for kort tid til høringssvar, der skal kvalificere nye love. Justitsministeren vil rette op.
Regeringen bryder fristerne for høringssvar i en sådan grad, at organisationer må opgive at give de svar, som skal gøre Folketinget i stand til kritisk stillingtagen til lovforslagene. Det skriver Berlingske.
I anledning af folketingsårets afslutning har Politiko lavet en rundspørge blandt otte af de store organisationer, som typisk bliver spurgt om konsekvenserne af lovforslag.Alle otte høringsparter har oplevet, at tidsfristen på 20 arbejdsdage eller mere er brudt. Flere har opgivet at give svar, fordi frister på få arbejdsdage umuliggør kvalificerede svar.- Der er en del eksempler på, at vi helt har opgivet at give høringssvar. Ofte får vi omfattende dokumenter, som vi skal forholde os til, og det nytter ikke noget at give os tre-fire dage, siger Torben Jensen, generalsekretær i Advokatsamfundet.Eksempelvis vedtog Folketinget i sidste uge en ny lov om sort arbejde. Den betyder, at betaling for køb af ydelser på over 10.000 kr. skal ske digitalt, og at privatpersoner risikerer at hæfte, hvis en håndværker eller anden leverandør ikke betaler skat og moms.Advokatsamfundet ville inderligt gerne have problematiseret loven mere end, hvad 13 dages høringsfrist – herunder to weekender – i marts gjorde muligt.Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte og tidligere energiminister for Kristeligt Folkeparti, har endnu ikke opgivet høringssvar under SRSF-regeringen. Men han har oplevet »dårlig regeringsførelse.« Rådet fik i april bare én arbejdsdag til at kvalitetssikre loven om de såkaldte fixerum, dvs. offentlige rum til stofindtagelse.- En kort høringsfrist kortslutter ganske enkelt hele processen og værdien af at sende et lovforslag i høring, siger Jann Sjursen.Regeringen lover ellers i selve regeringsgrundlaget »høj lovkvalitet gennem rimelige høringsfrister, der sikrer, at organisationer og andre høringsparter har ordentlig tid til at gennemgå lovforslag og udarbejde kommentarer.«De Konservative har netop opgjort, at kun 37 af 176 regeringens lovforslag i folketingsåret har overholdt tidsfristen på fire uger eller derover.- Regeringen lever bestemt ikke op til egen målsætning om god regeringsførelse, mener partiformand Lars Barfoed.Formanden for Folketingets Præsidium, Mogens Lykketoft (S), indskærpede for nylig i et brev til statsministeren, at regeringen har pligt til at sikre en ordentlig høringsproces.- Det er vigtigt, at høringsparterne får rimelig tid til at sætte sig ind i et forslag og svare på en høring, og jeg vil gøre mit til at søge at forbedre situationen, siger Lykketoft.Justitsminister Morten Bødskov (S) beklager de korte frister og forklarer dem med et travlt folketingsår, der inkluderer folketingsvalg, regeringsdannelse og det aktuelle EU-formandskab.
- Jeg forstår godt den kritik, som er fremkommet i forhold til høringsfristerne ved nogle af de lovforslag, der er blevet fremsat i indeværende folketingssamling. Og det er noget, vi vil drøfte i regeringen, siger Morten Bødskov til Berlingske.
BNB