Almene boliger kan være på vej mod konkurs
Et stort boligselskab kan være nødt til at lade nogle af sine afdelinger gå konkurs, fordi ingen ønsker at leje de almene boliger i områder, der ligger øde hen.
Et stort boligselskab kan være nødt til at lade nogle af sine afdelinger gå konkurs, fordi ingen ønsker at leje de almene boliger i områder, der ligger øde hen.
Når købmanden, skolen og sågar alderdomshjemmet lukker, er det ikke længere muligt at udleje almene boliger i mindre bysamfund i Udkantsdanmark. Det mener det almene boligselskab Bomidtvest, der har 3.600 boliger fordelt over hele Midt- og Vestjylland.Selskabet har ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten udpeget 17 små bysamfund, som man ikke længere tror på. Boligerne i disse områder reorganiseres ifølge direktør Per Dyhr Jensen i mindre afdelinger, som man kan lade gå konkurs, uden, at det går ud over selskabet og de øvrige lejere. Det er dem, der betaler prisen over huslejen, når der er mange tomme lejligheder.- Det bedste ville være bare at rive boligerne ned, men vi kan ikke få støtte, og så koster det en jetjager, fordi vi både skal betale selve nedrivningen og står tilbage med en restgæld, forklarer Per Dyhr Jensen.Han så helst en løsning, hvor boligselskabet, kommunen, staten, kreditforeningen og Landsbyggefonden hver betalte en femtedel af nedrivningsudgifterne.
Men i Landsbyggefonden, som normalt yder økonomisk støtte til renovering af almene boliger, afviser formand Jesper Nygård at hjælpe.
- Vi kan godt støtte nedrivning af boliger, men kun når der står nogle boliger tilbage, som kan forbedres og gøres attraktive, siger han.
Minister for by-, bolig- og landdistrikter Carsten Hansen (S) finder det paradoksalt at rive gode, almene kvalitetsboliger ned.
- De fleste steder kan man overleve ved at rive en del af byggeriet ned og renovere resten, siger han til Jyllands-Posten.
BNB