Midt i det kaos, der ramte Paris den 13. november 2015, hvor terrorister tog livet af 130 mennesker i en serie af skyderier og bomber, stod den 24-årige Laura Ouandjli. Eller gjorde hun?
Hun påstod, hun var en af de heldige fra angrebene på den franske hovedstad, hvor der udover de dræbte blev såret mere end 350 mennesker på forskellige caféer og på spillestedet Bataclan.
I december trådte den nu 24-årige kvinde ind på en politistation i Paris-forstaden Mureaux med sin arm i en slynge. Her forklarede hun, at hun stadig var i chok og såret efter eksplosionen på caféen Le Carillon, der var den første café, der blev ramt efter de første to af i alt tre eksplosioner nær fodboldstadionet Stade de France, hvor der blev spillet landskamp.
Laura Ouandjli, der i december var gravid, sagde, at hun stod på caféens terrasse, da eksplosionerne blæste hende væk.
Betjente, der modtog Laura Ouandjlis sag den dag i december, var dengang en smule forundrede over hendes påstand. Og det viser sig nu, at det havde de god grund til, skriver Daily Mail.
Den 24-årige kvinde er nemlig blev dømt for at have løjet om sin historie, skriver det engelske medie tirsdag, hvor hun har modtaget en fængselsdom på ét år.
Laura Ouandjli har selv indrømmet, at hun har løjet om tilstedeværelsen på Le Carillon. Betjentens mistanke til den 24-årige gik nemlig på, at der slet ikke var nogen eksplosion på den pågældende café. Her gik terroristerne nemlig 'kun' til angreb med kalashnikov-geværer.
Med en baby på vej og en dårlig økonomi så Laura Ouandjli sit snit til at score nogle erstatningspenge på sine 'skader', men det blev altså opdaget.
Da Laura Ouandjli modtog dommen, var det angiveligt tydeligt, at hun angrede sine handlinger, da hun brød grædende sammen og sagde, at det, hun havde gjort, var uacceptabelt.
'De rigtige ofre har lidt enormt meget, og jeg gjorde det her for pengenes skyld. Det var dumt og barnligt. Da jeg blev klar over det hele, var det for sent. Det ændrede mig, at min datter blev født. Efter i dag vil retten aldrig nogensinde høre fra mig igen', skulle Laura Ouandjli have sagt.
Udover fængselsdommen skal den 24-årige mor betale et symoblsk beløb på én euro til en fond for ofrene, mens hendes ægtemand fik en bøde for at have medvirket i konens løgn.
