Alle tre danske sejlere, som er meldt savnet efter et forlis i Biscayen, er fra Odense.

Det oplyser Fyns Politi, som fortsat arbejder sammen med de franske myndigheder om sagen.

De tre mænd er henholdsvis 55, 34 og 33 år.

Båden, de er meldt savnet fra, er en 10 meter lang trimaran af typen Multi Hull. 

Ifølge bt.dks oplysninger anløb trimaranen havnebyen Brest den 7. september og stævnede ud samme sted den 23. Siden har ingen haft direkte kontakt med mandskabet ombord på båden.

De tre fynboer har været meldt savnet siden i lørdags, efter deres flerskrogs-sejlbåd blev fundet drivende tom rundt i Biscayen cirka 110 km ud for den franske kyst.

Båden er ejet af den ene af de tre savnede, og ifølge Fyns Politi er der tale om en meget erfaren sejler.

I båden har de franske myndigheder fundet papirer med navn og adresse på to af mændene - nemlig den 55-årige mand og den 34-årige mand. Det førte lørdag til en henvendelse til Søværnets Operative Kommando, der samme aften kontaktede Fyns Politi.

Derefter iværksatte politiet en eftersøgning af de to savnede mænd hos deres familier og på deres bopæl. Mandag henvendte et familiemedlem til den sidste af de savnede, den 33-årige mand, sig til Fyns Politi, fordi den 33-årige, der skulle være ankommet til Billund Lufthavn den 30. september, aldrig dukkede op.