Sortseere og plankeværkslyttere får det særdeles svært i fremtiden.

Fra næste år vil alle danske husstande automatisk blive opkrævet den årlige radio- og TV-afgift, som de næste tre år vil stige med 408 kr. til godt 2300 kr. årligt.

Det skriver Berlingske Tidende i dag.

Har man hverken radio eller TV, skal man nu selv framelde sig den offentlige licens. Der bliver altså tale om omvendt bevisførelse.

Det fremgår af regeringens fælles forslag til en ny medielov, som kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen (R) fremlægger i dag.

Det omfattende udspil, som Socialdemokratiet og de Radikale har haft svært ved at blive enige om, indebærer desuden af den omdiskuterede ledige fjerde radiokanal tildeles TV 2 med henblik på at drive kommerciel radiovirksomhed.