De stod på stribe Helle Villy og Margrethe, og Helle gjorde opmærksom på at de var en ”mindretalsregering”, selvom alle godt ved, at det er de, så var markeringen ikke til at tage fejl af.

Danmark i arbejde hedder planen spørgsmålet for trebanden er; hvem der vil trække i arbejdstøjet for dem, så de kan få et flertal?

Planen er politique classic, hvem skal have og hvem skal betale. Ikke så meget om får og bukke. Det er omfordeling via reformer og den slags store opgør har vi ikke set længe i dansk politik.

Alle partier får en invitation og en lille knytnæve: Til de blå, siger man: Kom der er 180.000 arbejdspladser til jer i sigte, men øv bøv, vi øger også det offentlige forbrug. Dermed er skattedebatten skudt i gang. Enhedslisten får fokus på de unges arbejdssituation, men øv bøv de udsatte på arbejdsmarkedet skal yde mere. Her er en kamp mellem dem indenfor og dem udenfor arbejdsmarkedet.

DF får ikke så meget som rammer deres mærkesager og de har allerede skudt en kamp mellem de unge og de ældre i gang. Der er flest stemmer i de ældre.

Planen er et stykke politisk håndværk begået af S-SF-R. Det er tydeligt, at det har ikke være drøn-nemt, for der er ikke dukket nye penge op siden sidst, partierne har forsøgt både at vende hver en øre, så der både er noget at dele ud af og noget at stramme op på.

Der er ingen tvivl om, at alle partierne vil deltage konstruktivt, selvom de vrisser i dag. Spørgsmålet er om de reformkludetæpper der strikkes sammen de kommende måneder kan holde, så der også er nogle der vil lægge stemmer til den finanslov, der fremlægges efter sommerferien.