Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det.

Der burde være nok at tale om, når det kommer til 'Spire London', som vil blive den højeste beboelsesejendom i den vestlige del af Europa, når den står færdig i 2020.

Det kunne være alt lige fra de 235 højdemeter, de 67 etager, de 861 luksuslejligheder, swimmingpoolen, spabadet eller facaden, som ifølge designteamet skal forstille 'stævnen på et skib' for at ære de maritime omgivelser, bygningen skal opføres i.

Men det er ikke det, der bliver talt om.

Derimod virker al fokus til at være rettet mod, hvordan bygningen ser ud oppefra. For hvor man fra gadeplan godt kan se, hvor designteamet ville hen med deres nautiske idé, ser det helt anderledes ud fra toppen.

For nogle vil det billede ikke lede tankerne hen mod det maritime, men derimod mod det ganske mere intime.

Bygningens tilsyneladende lighed med de mandlige kønsorganer gik i begyndelsen ubemærket hen, indtil hjemmesiden Londonist bemærkede sammenfaldet ud fra nogle pr-billeder af det kommende byggeri.

På det uheldigt formede tag vil man kunne finde glasfacader og udendørs terrasser, som beboerne i tårnets fineste penthouse-lejligheder har adgang til med frit udsyn ud over Themsen og andre af byens vartegn.

Opførelsen af 'Spire London' er allerede gået i gang, og den forventes ifølge den kinesiske udvikler Greenland Group at stå færdig i 2020.

'Spire London' kommer dog ikke til at være den eneste bygning i London med et tvivlsomt udseende. Også hovedstadens 'Gherkin Tower' kan lede tankerne hen på noget mere fallisk.