Politiet frikender både ansatte og indsatte i sagen om en 21-årig mands selvmord i Aalborg Arrest. Det fortæller DR Nordjylland.
1. april hængte manden sig i sin livrem i arresten - nu fastslår politiets undersøgelse af hændelsen, at ingen kan retsforfølges.
- Vi mener ikke, der er grundlag for at rejse sigtelse eller tiltale mod nogen, så vi har besluttet at afslutte undersøgelsen her. Gennem afhøringer, notater fra arresten og lægelige undersøgelser har vi forsøgt at belyse, hvad der er sket, siger advokaturchef Michael Graversen til DR Nordjylland.
Undersøgelsen har både afdækket, hvorvidt medarbejdere i arresten har handlet forkert, men også hvorvidt medindsatte forud for hændelsen har udøvet vold eller på anden måde hjulpet til selvmordet.
- Det var et selvmord. Den pågældende var alene i cellen, da selvmordet fandt sted, fastslår undersøgelsen.
BNB