Barack Obama skal efter otte stressfulde år som USAs præsident nu tilbage til det 'normale' liv med kone, indkøb, hunde og to børn.
»Der er ikke noget mere ynkeligt end livet som forhenværende præsident.«
Sådan sagde den tidligere præsident John Quincy Adams efter sit embede. Men har han ret i det?
Barack Obama skal til januar flytte fra verdens måske mest magtfulde adresse, 1600 Pennsylvania Ave NW, Washington DC, - eller Det Hvide Hus - når han overlader sædet i 'det ovale rum' til enten Hillary Clinton eller Donald Trump.
Præsidenten flytter dog ikke langt væk. Familien, der består af konen Michelle og børnene Sasha og Maila, skal nemlig ikke tilbage til en toværelses-lejlighed i hjembyen Chicago. Næ, otiummet skal nydes i et 760 kvadratmeters luksuspalæ med hele ni soveværelser og et tilsvarende antal badeværelser - blot et to kilometer langt stenkast fra 'Det Hvide Hus'.
Derudover er der to køkkener, pejsestue, kontor og træningsrum, hvor den fitnessglade førstefamilie kan motionere. Selvfølgelig med dertilhørende personale.
Ifølge The New York Times bliver familien i Washington, så længe den yngste datter, 14-årige Sasha, går i high school.
Og selvom titlen som præsident forsvinder, så skal Obama-familien ikke frygte at miste ret meget andet.
Ifølge den såkaldte ’tidligere præsident-lovgivning’, som den amerikanske kongres vedtog i 1958, vil Barack Obama nemlig i resten af sit liv blive betalt som en siddende minister og modtage dét, der svarer til 1,4 million kroner årligt.
Desuden får Barack og Michelle Obama gratis sygesikring og beskyttelse af Secret Service i døgndrift. Og endelig dækkes diverse udgifter også over skattebudgettet.
Her er Obamas muligheder:
Med en dansk direktørløn, en alder på kun 55, (kun Bill Clinton var yngre, 54), et par grå hår mere og al den tid i verden, han skal bruge, hvad skal han så?
Klik på de tre markører og læs om, hvad Obama muligvis skal i sit otium.