Den 34-årige racerkører Allan Simonsen mistede livet, da han 22. juni - kort efter starten på 24-timers racerløbet Le Mans i Frankrig - forulykkede i sin Aston Martin-racer.

Lidt før kl. 16 t bar Allans nærmeste kisten ud af Odense Domkirke, hvor bisættelsen fandt sted. Blandt dem, der bar Allan af sted på den sidste rejse, var Allans kæreste, Carina, der ikke kunne holde tårerne tilbage. Med hænderne foran ansigtet hulkede hun, mens hun knugede sin og Allans etårige datter Mie-Mai ind til sig.

Sammen med venner og familie så hun sønderknust til, mens kisten blev lagt op i rustvognen og kørt væk.

Efter bisættelsen fortalte Carina Lundbye Hansen til bt.dk, at det havde været en smuk og værdig afsked.

- Det var et værdigt farvel. Jeg ved ikke, om jeg overhovedet har taget rigtig afsked endnu, jeg er helt færdig indeni, fortalte hun.

Interessen for at sige farvel til Allan Simonsen var overvældende stor, og Odense Domkirke var fyldt til bristepunktet under bisættelsen.

Allan Simonsen var kendt som en af verdens bedste kørere i GT-klassen, og kolleger fra hele verden bl.a. Australien og Tyskland var dukket op for at sige farvel. Også flere danske motorsportsfolk som racerkøreren Tom Kristensen, Jan Magnussen, Jason Watt og Thorkild Thyrring var til stede ved bisættelsen.

Allan Simonsens kæreste var beæret over den store opbakning.

- Det betyder rigtig meget for mig, at så mange er mødt for at vise den sidste respekt. Det er jeg rigtig glad for, sagde Carina Lundbye Hansen til bt.dk.