Allan var måske ikke det eneste offer
Politiet frygter at finde flere mordofre.
Politiet frygter at finde flere mordofre.
"Det vil ikke forbavse mig, hvis de tre litauere, der har tilstået drabet på Allan Toft Dideriksen, har flere mord på samvittigheden. Derfor gennemgår vi minutiøst alle sager, hvor folk er meldt savnet fra den 7. november til den 4. december. Specielt er perioden 24. november - 2. december meget interessant," siger kriminalkommissær Kurt Kragh.
Rejseholdets kriminalopdagere blev lettere chokeret, da de måtte helt til Maribo, for at finde den rasteplads hvor de tre litauere havde smidt den krydsnøgle de brugte til at maltraktere Allan Toft Dideriksen med på rastepladsen ved Ringsted.
"Ud fra den tese, at de gjorde alt for at få Allans lig til at forsvinde i Storebælt, og at de forsøgte at skaffe sig af med hans bil, der uheldigt nok for gerningsmændene var kørt fast i sandet, tror jeg, at de kan have haft held til at begå andre forbrydelser, hvor det er lykkedes at skaffe lig og bil af vejen," siger Kurt Kragh og udbygger sin formodning:
"Hvis en person herhjemme forsvinder, så går familien eller de pårørende til politiet og anmelder vedkommende savnet. Det betyder ikke, at politiet iværksætter en efterforskning, med mindre der er mistanke om noget kriminelt, derfor besluttede vi i dag (tirsdag), at rette henvendelse til Rigspolitiets Eftersøgningstjeneste for at få undersøgt, om vi mangler nogen, og det gælder bortgåede/forsvundne i hele Danmark.
Reelt behøver en forsvunden ikke engang at være efterlyst. Der er mange uden socialt netværk og familie, som kan være væk i lang tid, før nogen bekymrer sig om det," siger Kurt Kragh og tilføjer:
"Jeg erkender, at det er ren teori, men dertil kommer altså det faktum, at de tre litauere har skullet leve fra 24. november, hvor de dræbte Allan, til de blev pågrebet en uge senere. Udbyttet var 250 kr. For de penge, skulle de købe benzin til deres BMW og mad. De har i den periode været i Ringsted, Korsør, Maribo og Køge. Det er mange kilometer i en BMW der kører kort på literen. De har givetvis begået kriminalitet i den uge for at klare sig, og jeg kan altså ikke frigøre mig for tanken om, at de har slået flere ihjel."
19. november ved politiet med sikkerhed, at de tre litauere var i Sverige. Den dag forsvandt en 65-årig førtids pensionist i Skåne. Han blev 14 dage senere fundet død, liggende bagbundet i bagagerummet i sin Volvo i en afsides skov. De tre litauere er mistænkt for at stå bag den forbrydelse. Dertil kommer, at de tidligere på året kørte rundt i hele Europa og bl.a. var i Spanien. Derfor er Interpol også koblet på sagen.