Hassan Zakaria Agha havde troet, han skulle begrave sin søn Ali fredag eller lørdag, så han kunne få en smule ro. Men de retsmedicinske undersøgelser af liget trækker ud, så Ali kan tidligst kan blive udleveret til familien i næste uge.

Det frustrerer Alis far, fortæller han til BT

- Hvor lang tid skal det tage? Uger? År? Hvorfor kunne de ikke have givet mig en dato fra starten?, siger en meget oprevet Hassan Zakaria Agha

Ali Agha blev natten til søndag gennemtæsket af flere gerningsmænd på et stisystem i Tingbjerg, København. Han pådrog sig så mange kvæstelser i hjernen og de indre organer, at han døde af det mandag aften. Hazzan Zakaria Agha havde derfor håbet på, at retsmedicinerne kunne nå at blive færdig med at undersøge liget torsdag. Men det er ikke tilfældet.

- Vi har jo familie i hele verden, der skulle komme til begravelsen. Og jeg har sagt til dem, at det måske kunne blive fredag, så der kunne komme mange, da fredag er en vigtig dag for os (i islam, red.). Måske er nogle af dem allerede på vej. Skal de så bo hos mig, indtil de er færdige med at undersøge ham?, siger han og forklarer, at det i Libanon er skik at begrave liget samme dag, et menneske dør.

Ifølge politiet er det dog ganske normalt, at der går noget tid, før retsmedicinerne er færdige med deres undersøgelser.

- Før vi frigiver et lig, skal vi have retsmedicinernes ord for, at de er helt færdige med de tekniske undersøgelser, der skal gennemføres i forhold til liget, som kan være med til at sikre bevis til at få nogen dømt. Når først liget er kremeret eller andet, er det jo for sent, siger drabschef ved Københavns Politi Jens Møller.

Han fortæller, at det er normalt, at der går 8-10 dage, før liget bliver udleveret i drabssager.

En 18-årig mand er indtil videre varetægtsfængslet i sagen.