Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Blev der gjort rent, eller blev der ikke gjort rent, før ejer af feriecenteret i Brøns Alice Lauridsen fik sit hus tilbage, efter det var blevet lejet ud til omkring 100 asylansøgere?

Det er bare et af de ubesvarede spørgsmål, som efterhånden er blevet et centralt stridspunkt i sagen om udlejningen til en gruppe asylansøgere af feriecentret i Brøns ved Esbjerg.

For et år siden lejede Alice Lauridsen sit feriecenter ud til asylansøgerne gennem Udlændingestyrelsen, som havde behov for boliger til flygtninge på grund af den store flygtningestrøm.

Det førte til voldsom slitage og store ødelæggelser af huset, viser en opgørelse fra Udlændingestyrelsen, som BT er i besiddelse af.

I foråret udtalte Alice Lauridsen sig til BT.

»Madrasserne er der blevet hoppet på og tisset i. Der er lavet bål på mine gulvtæpper, så der er store brændemærker, og der er tis i hjørnerne. Mit store spisebord er brækket i stykker som pindebrænde. Alt er revet fuldstændig fra hinanden, og kun lamperne har overlevet,« sagde hun.

Alice Lauridsen har fået en kompensation på 530.000 af Udlændingestyrelsen for sliddet og skaderne på huset, men hun mener slet ikke det er nok. Hendes påstand er, at hun via uvildige synsmænd stadig mangler 1,5 millioner kroner for at få feriecenteret tilbage i sammen stand, som det var i, da hun overlod det til asylansøgerne.

En påstand som Udlændingestyrelsen ikke anerkender.

Men et andet stort stridspunkt i sagen er, at hun føler, at Udlændingestyrelsen har forsøgt at slette sporene efter, hvor slemt der så ud, efter asylansøgerne havde boet der ved at sende et rengøringsfirma ud til feriecenteret, før hun overtog det igen. Men AsylSyd, der stod for driften, mens asylansøgerne boede der, har udtalt til de lokale medier, at der ikke kunne blive gjort rent på grund af Alice Lauridsen.

»Det har ikke været muligt at rydde op og gøre rent i centret, efter at asylansøgerne flyttede ud d. 10. april, fordi Alice Lauridsen nægtede adgang til dem, som skulle varetage opgaven,« sagde fagchef hos Tønder Kommune Lars Møldrup dengang til JydskeVestkysten.

Men det er ikke korrekt, mener Alice Lauridsen.

»Det hedder sig, jeg har nægtet at lukke rengøringspersonalet ind, men jeg har vidner på, at de gik ind i huset. Det er meget ubehageligt at blive beskyldt for at lyve af en myndighed. Og nu bliver jeg svinet til i lokalmiljøet og får at vide, at jeg er syg i hovedet, at jeg trænger til hjælp, og at mine børn ikke skulle være født.«

Og nu får hele processen Alice Lauridsens advokat Allan Sørensen til at undre sig dybt over forløbet.

»Ordet Kafka, det er det tætteste, jeg kan komme. Myndighederne i Danmark plejer at være søde og rare og komme med oplysninger, fordi vi gør det på en ordenligt og anstændig måde i Danmark, men jeg har aldrig set et forløb som dette, og jeg undrer mig.«

BT har talt med AsylSyd, som har stået for driften af feriecenteret, mens asylansøgerne boede der, og som hører under Tønder Kommune. Her fortæller fagchef i kommunen Lars Møldrup til BT, at det ikke var muligt at gøre rent på feriecentret.

»Da vi skulle forlade lejemålet, havde vi ikke mulighed for at komme ind og gøre rent på lejemålet. Den rengøringsopgave, som Alice udtaler sig om, det er ikke en opgave, som vi har været involveret i. Og jeg kan ikke udtale mig om, hvad de andre instanser har gjort. Jeg kan kun udtale mig om, hvad vi har gjort, og da vi skulle forlade lejemålet, var det ikke muligt for os at gøre det på normal vis, fordi vores personale blev nægtet adgang af Alice Lauridsen,« siger han.

Alice Lauridsen fortæller til BT, at hun har talt med et af rengøringsfolkene, der har fortalt, at der både er fjernet blod og afføring fra feriecentret af et hold på omkring seks rengøringsmænd d. 6. og d. 7. april, før det bev overdraget til Alice Lauridsen igen 10. april. BT har også været i kontakt med et af rengøringsfolkene, der bekræfter dette, men som ikke ønsker at stå frem med navn, da vedkommende er nervøs for, at det kan skade ansættelsesforholdet.

Vedkommende fortæller også, at man blev bedt om at parkere et stykke væk fra feriecentret og gå resten af vejen derhen, så rengøringsbilen ikke kunne ses ved feriecentret. Flere gange er rengøringsfolkene også blevet bedt om at overholde sin tavshedspligt i sagen og ikke udtale sig om rengøringen, fortæller personen. BT er i besiddelse af en sms, hvor der bliver bestilt rengøringsfolk til adressen den pågældende dato.

BT har undersøgt sagen, og det er faktisk meget svært at finde ud af, om der rent faktisk er blevet gjort rent på lejemålet.

Rengøringsfirmaet, der skulle have stået for rengøringen, SSG i Esbjerg, ønsker ikke at hverken be- eller afkræfte rengøringen og henviser til Udlændingestyrelsen.

Udlændingestyrelsen ønsker ikke at udtale sig til BT om sagen, men henviser til, at man har sendt et svar til Alice Lauridsens advokat Allan Sørensen. Her skriver Udlændingestyrelsen i en mail.

»Vi kan oplyse, at Udlændingestyrelsen ikke har modtaget opkrævning for rengøring af lejemålet Tingvej 39, 6780 Skærbæk. Jammerbugt Kommune har som inventaroperatør forestået udførelse af rengøring mv. i forbindelse med Udlændingestyrelsens aflevering af lejemålet.« skriver specialkonsulent i Udlændingestyrelsen Birgit Nielsen.

Men i svaret antyder hun, at der rent faktisk er blevet gjort rent.

»Vi har dog fået opfattelsen af, at det firma, der stod for rengøringen af lokalerne ikke havde udført arbejdet tilfredsstillende, hvorfor der ikke er opkrævet nogen betaling for ydelsen.«

Hun opfordrer derefter Alice Lauridsens advokat til at henvende sig til Jammerbugt Kommune, som hun mener må have stået for rengøring af lejemålet. Men heller ikke hos Jammerbugt Kommune har man betalt for at få udført rengøring, men det antydes også her, at der har fundet rengøring sted.

»Jammerbugt Kommune har ikke modtaget eller afsendt fakturaer, breve, mails, dokumenter el. lign. vedrørende rengøring af Center Brøns i Jammerbugt Kommunes egenskab af inventaroperatør for Udlændingestyrelsen. Jammerbugt Kommune kan supplerende oplyse, at Jammerbugt Kommune ikke er blevet opkrævet for rengøring af Feriecenter Brøns idet firmaet ikke har fremsendt en opkrævelse,« viser en aktindsigt, som souchef i kommunen Ninna Svendsen har sendt.

Dermed bliver det antydet af flere myndigheder, at der muligvis har fundet en rengøring sted, men at der aldrig er blevet betalt for den. Alice Lauridsen synes derfor, at det er ubehageligt, at AsylSyd har udtalt til den lokale presse, at hun skulle have nægtet dem adgang.

»Det er meget ubehageligt at blive beskyldt for at lyve, når jeg ved, at der er blevet gjort rent. Jeg har en følelse af, at de ikke har ønsket, at jeg skulle se, hvor grelt det stod til i feriecentret, efter asylansøgerne havde boet der.«

Alice Lauridsens advokat Allan Sørensen er rystet over forløbet.

»Nu har jeg både haft fat i kammeradvokaten, Udlændingestyrelsen og Jammerbugt Kommune, og jeg er ikke blevet klogere på, hvad der egentlig er sket. Jeg aner ikke, hvad der er årsag til, at de ikke kan komme med nogle klare svar om, hvad der rent faktisk er sket.«

Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.