Brøndby-ledelsen vil fortsat have mulighed for at tildele sig selv warrants, fordi den arbejder så hårdt.
Det mest omdiskuterede emne op til generalforsamlingen i Brøndby var bestyrelsens forslag om at kunne uddele warrants til sig selv og nøglemedarbejdere - altså at give mulighed for at lade bestemte personer købe aktier til en bestemt kurs, som de senere vil tjene penge på i tilfælde af en kursstigning.
Efter den megen debat har bestyrelsen besluttet, at den ikke selv ønsker at gøre brug af muligheden i denne periode.
- Når vi er afstået fra at tildele os warrants, så er det for ikke at så tvivl om vores incitamenter, siger formand Aldo Petersen og uddyber, at warrants er tænkt som et redskab til i fremtiden at kunne tiltrække nøglemedarbejdere og spillere som eksempelvis Thomas Kahlenberg.
Alligevel ønskede bestyrelsen ikke at ændre forslaget, således at det helt blev skrevet ud, at bestyrelsen skulle have mulighed for at tildele sig selv warrants, hvilket formanden forklarede med, at bestyrelsen lægger og har lagt et stort arbejde for at skaffe penge til Brøndby:
- Det er ikke bare for at kunne belønne den bestyrelse, vi har i dag, men det er for eventuelt at kunne tiltrække nye medlemmer, så vi kan få de bedste af de bedste. Hvis ikke den bestyrelse, der sidder i dag havde gjort et kæmpe stykke arbejde, havde vi ikke fået de 200 mio. ind, der gør, at vi er, hvor vi er i dag. Jeg forstår godt, at det er lettere at forstå, at spillerne skal have warrants og belønnes, men jeg siger bare, at ledelse og medarbejdere er lige så vigtige som de fodboldspillere, lød det fra Aldo Petersen.
En kvindelig deltager på generalforsamlingen ønskede at få at vide, hvad Aldo Petersen i grunden arbejdede med i Brøndby, fordi det for hende lød som om, at han arbejdede ud over, hvad man kunne forvente af en bestyrelsesformand, hvilket hun så i øvrigt undrede sig over ikke var blevet meddelt fondsbørsen. Det ønskede Aldo Petersen ikke at besvare, hvorpå kvinden konkluderede:
- Det er for groft. Så ved vi, hvad vi har for en formand, hvilket fik endnu en utilfreds aktionær til at udbryde:
- Det har jeg vidst hele tiden.
