Syv måneders ubetinget fængsel.

Det var straffen, som en 23-årig mand fra Næstved fik, efter han 11. januar sidste år forsøgte at begå røveri i en Aldi på Østre Ringvej i Næstved. En forbrydelse som han selv erkendte i retten.

Det skriver sn.dk.

Røveren var maskeret, da han klokken 19.30 forsøgte at røve forretningen.

»Hit med pengene - alle sedlerne. Jeg har en kniv,« sagde han ifølge sn.dk.

Den unge mand, der betjente kassen, havde dog et es eller rettere sagt en økse i 'ærmet', som han viste frem som modsvar. Den var angiveligt helt tilfældigvis blevet indleveret til butikken, hvorfor den lå ved kassen.

Den 23-årige mand blev afskrækket og flygtede fra butikken, men blev anholdt ganske kort tid efter af politiet. Han forklarede i retten, at det var pengeproblemer, som førte ham til røveriforsøget.

Han modtog sin dom uden at anke.