Det er Flemming Enevold, teaterdirektør for Gladsaxe Teater, der i år løfter denne store opgave som instruktør, og han vil udnytte landskabet optimalt.

"Der er jo højt til loftet. Det er Vorherres egen skueplads - et fantastisk landskab at arbejde med. Det er en spændende legeplads," siger Flemming Enevold, der har fået en "ønskerollebesætning" til forestillingen. Der er omkring 200 medvirkende, herunder skuespillere, dansere, Elverhøjkoret, ryttere og stort orkester.

I hovedrollen som Aladdin vil man se det unge skuespiller-talent, Thure Lindhardt, der netop uddannet fra skuespillerskolen har fået stor succes i Kaspar Rostrups "Her i nærheden".

Derudover medvirker bl.a. Frits Helmuth, Lisbet Dahl, John Hahn-Petersen, Lars Simonsen, Kirsten Norholt, Jarl Forsman, Finn Storgaard. Scenografi af Louise Beck og musik af Carl Nielsen. Prinsessen er ikke fundet endnu, navnet vil blive offentliggjort om et par uger.

Aladdins mor, Morgiane, spilles af Lisbet Dahl, som netop er kommet hjem fra ferie med familien i Thailand, hvor hun fik tilbudt rollen på fax og mailede ja tak tilbage til Flemming Enevold.

"Jeg synes, Lisbet Dahl er en meget dygtig skuespiller. Hun er fantastisk morsom i revysammenhæng, men jeg synes også, hun har et andet stort potentiale, og derfor er jeg meget glad for, at hun vil være med," siger Flemming Enevold.

Handlingen udspiller sig i 1001 Nats eventyrlige univers, fra Sultan Solimans stad Ispahan, gennem underjordiske huler, over Orientens himmelvæv, til det mørke Afrika.

Den afrikanske troldmand Noureddin søger en magisk lampe, der kan bringe sin ejer rigdom og magt. Aladdin er den fattige gadedreng, der finder lampen og får ufattelige rigdomme, et pragtfuldt palads og hans hjertes udkårne, den skønne prinsesse Gulnar. Men onde magter og troldmand Noureddin blander sig, og Aladdin mister alt. Berøvet for sin lampe - og dermed kraften fra lampens ånd - må Aladdin selv kæmpe for at vinde alt tilbage.

Aladdin spiller ialt 22 gange med gallapremiere 4. juni. Alladin spillede på Gladsaxe Teater i sæsonen 94/95 og 1995/96 med godt 150 opførelser.