Dele af det sydlige Yemen, som er det fattigste af landene på Den Arabiske Halvø, har gennem det seneste år udviklet sig til et lovløst område, hvor langskæggede mænd i turban og med AK-47 Kalashnikow-rifler har indført den strengeste udgave af sharialoven.
Søndag blev det meddelt fra Yemens hovedstad Sanaa, at al-Qaeda-militante har erobret byen, Radda, med 60.000 indbyggere i Ayban-provinsen syd for hovedstaden.
Men Radda er blot en ud af talrige andre byer, som i dag er under al-Qaedas eller deres lokale følgegruppe, Sharias Partisaners kontrol. Yemens regeringshær har forgæves søgt at nedkæmpe de islamistiske elementer i syd, og USA har med stiltiende accept fra regeringen sat ubemandede fly ind, der med jævne mellemrum har sat militante ledere ud af spillet. Lige meget har det hjulpet.
Al-Qaeda står stærkt i Yemen. Det er her, hovedbasen for terrornetværkets afdeling, »al-Qaeda På Den Arabiske Halvø«, befinder sig, og hvorfra adskillige terroraktioner har haft deres udspring. Det var herfra, luftpost-pakker med printerpatroner fyldt med sprængstof blev afsendt fra i oktober 2010. Aktionen blev afsløret, men var tæt på at ramme en række fly med kurs mod USA. Det var også her, at »underbukse-bombemanden«, som i december 2009 forsøgte at sprænge et fly over Detroit, blev trænet.
Al-Qaeda og dets følgegrupper i Yemen har draget fordel af det seneste års sammenbrud i sikkerhedsapparatet, under de voldelige sammenstød mellem modstandere og tilhængere af landets præsident Ali Saleh og har brugt tomrummet til at udvide deres kontrol.
Det gælder for eksempel i hovedbyen Zinjibar i den problematiske Ayban-provins, hvor gruppen Sharias Partisaner regerer.
Kampene i området har drevet mange ti-tusindvis på flugt, men for et par dage siden valgte et par tusinde at vende tilbage til Zinjibar, der også beskrives som en spøgelsesby, hvor turbanklædte mænd i nye Toyota-cruisere kører rundt for at sikre, at befolkningen overholder de religiøse forskrifter.
Washtington Post skriver, at de tilbagevendende blev modtaget med stegt okse, men også med en velkomsttale fra gruppens leder Abu Hamza, der blev introduceret som emir i det, som de militante kalder en ny islamisk stat - Det Islamiske Emirat.
En af indbyggerne siger ifølge Washington Post, at provinshovedstaden er som en militærlejr:
- Situationen er frygtindgydende i dagtimerne, så forestil jer, hvordan det er om natten.
I nabobyen Jaar, der har været under gruppens kontrol i ni måneder har lederne indført den strengeste sharia-udgave.
Herfra oplyser indbyggere, at folk mistænkt for tyveri nu får hugget hænder af, og at indbyggere, der mistænkes for at spionere for Yemens hær, bliver henrettet.
Samme fremtid venter sandsynligvis i Zinjibar.