Terrornetværket al-Qaeda stod bag det voldsomme selvmordsangreb, som mandag har kostet mindst 96 personer livet og såret mere end 300 i Yemen. Det siger kilder i netop al-Qaeda til BBC.

Selvmordsbomberen var klædt i militæruniform og kunne derfor komme tæt på de yemenitiske soldater, der var udset som ofre. Angrebet kom forud for Yemens nationaldag, som tirsdag skulle markeres ved en større ceremoni i hovedstaden Sanaa. Det er endnu uklart, om ceremonien aflyses som følge af angrebet.

- Vi gik i en parade, og pludselig var der en kæmpe eksplosion. Dusinvis af vores mænd blev dræbt. Vi prøvede at hjælpe dem, siger oberst Amin al-Alghabati til Reuters.

- Selvmordsbomberen var klædt i en militæruniform, og under tøjet havde han et bælte med sprængstoffer, tilføjer han.

Angrebet fandt sted tæt på præsidentpaladset, og netop præsident Abd-Rabbu Mansour Hadi skulle have deltaget i ceremonien, der skal markere genforeningen mellem Nord- og Sydyemen, som fandt sted i 1990.

Mandagens angreb er det mest voldsomme i landet, efter at præsident Hadi overtog embedet i februar i år.

Der har på det seneste været mange spændinger internt i Yemen, hvor flere kampe er opstået rundt om i landet. I weekenden blev mindst 12 regeringssoldater og 22 oprørere således dræbt efter kampe omkring byen Jaar.

Ifølge Reuters forsøgte de USA-støttede regeringstropper at storme byen, som oprørerne, der har forbindelse til al-Qaeda, havde indtaget.

Den skrøbelige centralregering i det arabiske land får hjælp fra USA i krigen mod oprørerne, som man forsøger at presse ud af den sydlige del af landet. Både USA og Yemens store naboland, Saudi-Arabien, frygter, at den ustabile situation i Yemen vil give al-Qaeda mulighed for at få fodfæste på Den Arabiske Halvø.