Den amerikanske vicepræsident, demokraten Al Gore, vandt en stor sejr ved et såkaldt partimøde i delstaten Iowa. Gore fik 63,4 procent af stemmerne og kunne dermed lægge en afgørende afstand til det demokratiske partis anden kandidat til præsidentposten, Bill Bradley, der kun fik 34,9 procent af stemmerne.

Selv om partimødet i Iowa kun er det første, meget lille skridt på vejen til det egentlige præsidentvalg i november i USA, så følges de første partimøder og egentlige primærvalg med stor spænding.

Hos republikanerne vandt George W. Bush med 41 procent af stemmerne, mens rivalen, milliardæren Steve Forbes, overraskende kom på andenpladsen med 30,3 procent.

Det kan derfor se ud som et opløb mellem demokraternes Gore og republikanernes Bush ved det første, store primærvalg i New Hampshire den 1. februar, hvor det bliver mere tydeligt, hvem der endeligt skal kæmpe om at blive præsident Bill Clintons afløser.

/ritzau/AFP