Johanne Schmidt-Nielsens (EL) vrede fra skatteforhandlingerne i juni er afløst af et nøk optimisme, efter at regeringen har varslet et udspil til en aftale om akutjob, der skal hjælpe de mange mennesker, som er i fare for at ryge ud af dagpengesystemet efter nytår.

- Det er rigtig positivt, at regeringen nu erkender, at der skal tages nye skridt for at redde de tusindvis af danskere, der står til at ryge ud af dagpengesystemet. Og det viser, at det pres, som har været på regeringen fra mange kanter, har virket, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Aftalen vil ifølge regeringen sende 12.500 ledige i arbejde, blandt andet fordi virksomheder vil blive belønnet med 25.000 kroner, når de ansætter en af de omkring 20.000 mennesker, der står til at miste deres dagpenge.

- Vi er særligt glade for, at kommunerne nu får mulighed for at lade langtidsledige komme forrest i køen til ledige job. Det er præcis, hvad både vi og en række kommuner har foreslået, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Men længere rækker optimismen dog heller ikke - for aftalen om akutjob løser ikke hele problemet, påpeger Enhedslistens politiske ordfører.

- Nu skal vi selvfølgelig gennemgå regeringens forslag med en tættekam, men umiddelbart er det min opfattelse, at det langt fra er tilstrækkeligt til at løse den alvorlige situation, som vi står i efter nytår. Der er ingen sikkerhed for, at der kommer 12.500 job. Der er udelukkende tale om en hensigtserklæring, siger hun og fortsætter:

- Derudover gælder ordningen kun frem til juli 2013. På den måde risikerer vi at skubbe problemet foran os. Derfor er det afgørende for Enhedslisten, at der også kommer nogle mere permanente løsninger, som for eksempel gør det lettere for de ledige at genoptjene retten til dagpenge.

Johanne Schmidt Nielsen ser dog regeringens udspil som et udmærket oplæg til de kommende finanslovforhandlinger.

- Vi ser regeringens udspil som en åbning og glæder os til at forhandle videre. Det afgørende for os er at sikre, at der ikke bliver tale om en slags akutpakke 2 med fine hensigter, men uden reelle løsninger for de mennesker, der risikerer at miste deres livsgrundlag, siger hun.

Regeringen fremlægger den nye aftale onsdag eftermiddag.