Mandag skrev aktivister med tilknytning til ’Reclaim The Streets’ et åbent brev om baggrunden for demonstrationen på Nørrebro i weekenden. Det har skabt debat i et kommentarspor under brevet.

»I rammer altså 100 procent skævt i jeres skriv. Det virker som om, at I slet ikke kommer på Nørrebro.«

Sådan skriver Leif Donbæk Thomsen, SF’er, i kommentarsporet, da han er uenig med aktivisterne. I kommentaren langer han ud efter aktivisterne, når han punkt for punkt gennemgår brevet. Blandt andet hævder SF-politikeren, at demokratiet fungerer efter bedste velbefindende på Nørrebro. Beboerne har fået mere indflydelse, og de er med i mange beslutninger. Han er heller ikke enig i, at beboerne skubbes ud af Nørrebro.

»Nørrebro har plads til flere og flere, men ja, der er kun en begrænset boligmængde. Men det er simpelthen noget ævl at påstå, at vi presser store grupper ud af Nørrebro i disse år. Det er tilfældet på Vesterbro, men det er simpelthen ikke rigtigt på Nørrebro,« skriver Leif Donbæk Thomsen.

LÆS OGSÅ:

I det åbne brev skriver aktivisterne, at ’ejendomsmæglere, banker og smarte kæder aldrig har haft interesse for os og vores velbehag’, men til dette skriver Leif Donbæk Thomsen:

»I smadrede ruder i to banker. Den ene bank, I smadrede, er ejet af lønmodtagere. Ejendomsmæglere har ikke skabt finanskrisen. Stop nu med at opfinde argumenter til lejligheden. Det er pinligt.«

Leif Donbæk Thomsen er ikke den eneste, der giver aktivisterne modspil. Det gør Kim Benzon også, og det er især den voldelige episode, han kritiserer.

»Vend om. Åbn øjnene. Søg alliancen med alle de (os) andre, der også gerne vil forandre samfundet, men som bruger andre metoder. Bliv tolerante. Det er svært, men ikke for sent,« skriver Kim Benzon i kommentarfeltet.

Brevet fra aktivisterne kan læses på Modkraft.dk