Det er farligt at færdes ved de danske jernbaneoverskæringer. Det viser tal fra Banedanmark, som BT har fået aktindsigt i.

29 gange i 2012 var biler, busser, motorcykler og andre motoriserede køretøjer tæt på at blive påkørt af et tog i en jernbaneoverkørsel.

27 gange samme år var fodgængere tæt på at blive ramt og fem gange var det nær gået ud over en cyklist.

Det viser en oversigt over nærved-påkørsler, som BT har fået aktindsigt i.

Tallene viser en klar stigning i antallet af fodgængere, der er involveret i nærvedulykker. I 2010 var kun syv fodgængere tæt på at blive kørt over. Men det skal man ikke lægge så meget i, mener Kirsten Kornerup, der er chef for kvalitet og sikkerhed i Banedanmark.

- Det kan være en tilfældighed, at der er flere i 2012. Det er svært at sige, hvad der får folk til at gå ud foran toget, siger hun.

Tallene stammer fra indberetninger foretaget af lokomotivførere, der har oplevet nærved-påkørsler på deres strækning.

Mange dødsulykker

- Det kan for eksempel være en bil på vej over jernbaneoverskæringen, selvom bommene er på vej ned. Det kan også være en person, der løber over jernbaneoverskæringen, mens toget er på vej, men som når over uden at blive ramt, siger Kirsten Kornerup.

Lars Erik Jensen fra Nordjylland er en af de danskere, der har været tæt på at miste livet i en jernbaneoverskæring, slap med livet i behold.

Tidligere på året fortalte han dagbladet Holstebro-Struer, hvordan han så ind i forlygterne på et tog og kun med nød og næppe nåede over en jernbaneoverskæring ved Vinderup i Nordjylland.

- Jeg træder hårdt på speederen - helt vildt. Man tænker, dér var jeg pænt heldig, sagde han.

Men det er ikke alle, der er så heldige. En far og hans to teenagebørn mistede livet 5. maj i selvsamme jernbaneoverskæring.

Og sidste tirsdag blev 64-årige Kurt Sørensen dræbt af et tog, da han slog græsset ved en jernbaneoverskæring på Odsherredbanen ved Holbæk.

Og i februar blev en 63-årig billist hårdt kvæstet efter at være blevet ramt af toget i en jernbaneoverskæring i Rødkilde ved Gilleleje.

Banedanmark er i disse år i gang med at forbedre sikkerheden ved jernbaneoverskæringer.

- Vi nedlægger en række ubevogtede jerbaneoverskæringer og erstatter dem med sikrede overskæringer. Det gør vi for at nedbringe antallet af dødsfald og nærved-ulykker, siger Kirsten Kornerup.