Flere af de danske ministre har investeret i aktier - og flere af dem for pæne beløb. Berlingske giver dig her overblikket over, hvad Løkkes regeringshold har kastet sparepengene efter.

Flere af dem er glade for Novo Nordisk. Én har satset stort på vindmøller, en anden tror på forsikringsbranchen, mens andre er gået den mere risikable vej og har investeret i biotek.

Det er de danske ministre og deres private investeringer i aktier, der er tale om.

Med en ny opgørelse fra Statsministeriet over ministrenes privatøkonomiske interesser er det nemlig blevet muligt for borgerne at få indblik i, hvad de særligt udvalgte på Lars Løkkes regeringshold har kastet sparepengene efter.

Ministrene har til sammen investeret i aktier og obligationer for mere end 10 mio. kr., og den klare topscorer er erhvervsminister Brian Mikkelsen (K), der har aktier for 3,7 mio. kr.