Nu er det meget tæt på, at Christian Eriksen kan skifte Æresdivisionen ud med Premier League.

Ifølge hollandske De Telegraaf har Ajax-direktørerne Michael Kinsbergen og Marc Overmars nu accepteret et bud fra Tottenham på 12 mio. euro - svarende til 90 mio. kroner. Beløbet stiger til 12,5 mio euro (93 mio. kr.), hvis Tottenham kvalificerer sig til Champions League. Transfersummen skal ifølge avisen betales i tre årlige rater af 4 mio. euro.

Hvis handlen bliver realiseret, vil Eriksen skrive sig ind i historien som den næstdyreste danske spiller nogensinde. Kun Jesper Grønkjærs skifte fra netop Ajax til Chelsea tilbage i år 2000 har med 100 mio. kr. været dyrere. Simon Kjærs skifte fra Palermo til Wolfsburg i 2010 er dog på niveau med Eriksens transfer.

Marc Overmars bekræfter over for avisen, at han har forhandlet med Tottenhams direktør Daniel Levy, men han vil ikke bekræfte, at aftalen er på plads.