Orlando, Florida: Med bare to dage tilbage, før amerikanerne tirsdag går til stemmeurnerne, er valgkampen trådt ind i en slutspurt, hvor kandidaterne i stigende grad nærmere går efter modstanderen end efter bolden.
Den republikanske kandidat Donald Trump kæmper på to fronter; åbenlyst mod sin modkandidat Hillary Clinton - og samtidig kæmper han i, hvad USA Today kalder et episk slag mod Barack Obama, der lige nu holder flere taler end nogen afgående præsident nogensinde.
Demokraterne er hårdt pressede i takt med, at Donald Trump støt og roligt vinder ind på Clinton i meningsmålingerne. Derfor flyver Air Force One lige nu på kryds og tværs af USA.
BT var med blandt 11.000 tilskuere på football-stadionet i Orlando-forstaden med det romantisk klingende navn, Kissemmee, da Barack Obama søndag gik i kødet på Hillary Clintons modkandidat.
»Hvis vi vinder Florida, vinder vi valget,« siger han fra talerstolen på en hed søndag eftermiddag, hvor Stevie Wonder har indledt med at optræde med seks numre. Bl.a med en ny hyldestsang til Hillary.
Florida er en af USA's vigtige svingstater. Lige nu er stillingen i meningsmålingerne lige - 45 pct. til hver kandidat. Orlando har en stor repræsentation af puertoricanske immigranter. Dette miljø er især interessant for Trump og Clinton, fordi de, ifølge bloomberg.com, traditionelt er den minoritetsgruppe, der er mest tilbøjelige til at blive hjemme på valgdagen.
»Det er godt nok ubekræftet, men jeg har lige læst, at Trumps kampagnehold har lukket hans twitterkonto ned. Kan I forstå det? Her er en mand, der vil være USAs næste præsident - og så bruger han sin tid på at twitte,« siger præsidenten:
»Det er ikke løgn: som præsident i verdens største nation sidder man med knappen, der udløser atombomben. Tør I overlade knappen til atombomben til en mand, der sidder kl. 3 om natten og twitter, fordi han er blevet parodieret på 'Saturday Night Live'? Tør I overlade knappen, der udløser atombomben, til en mand, der ikke kan styre sin egen twitterkonto?,« spørger præsidenten til stor jubel blandt de 11.000 tilhørere.
Ordkrigen mellem Obama og Trump begyndte i august, da præsidenten kaldte Trump 'uegnet' til jobbet som USA's førstemand. Senere twittede Trump, at Obama ville blive husket som den dårligste præsident nogensinde i USA's historie.
Og Barack Obama fortsatte i samme personlige spor.
»Mr. Trump har gentagne gange udvist en opførsel, som nogle vil kalde sexchikane. Er det en mand, vi ønsker at se som USA's næste præsident? En mand, der ikke ved, hvordan man opfører sig respektfuldt overfor kvinder?,« spørger præsidenten retorisk og bliver mødt af en heftig buhen.
»Nogle siger: 'ja men det er jo bare pjat, vent til han indtager Det Hvide Hus'. Jeg siger: Jeg har otte års erfaring i Det Ovale Kontor. Ens personlighed forandrer sig ikke, bare fordi man flytter ind i kontoret. Tværtimod,« siger præsidenten, og fortsætter:
»Jeg har to døtre. Michelle og jeg har opdraget dem til at forvente respekt fra de mænd, de omgås. Og det ved jeg, at alle kvinder her gør: forventer en mands respekt. Kan vi have en mand til at lede verdens største nation, der ikke ved, hvordan man omgåes kvinder respektfuldt? Kan vi have en præsident, der ikke respekterer andre religioner? Som ikke respekterer, at kærlighed ikke er et spørgsmål om køn? Som ikke bekymrer sig om at skabe job i amerika? Som ikke bekymrer sig om borgerrettigheder? Som ikke kender forskel på løgn og sandhed.«
Han har selv oplevet, hvad han kalder Trumps liberale forhold til sandheden.
»For to dage siden, holdt jeg en tale, hvor der var en enkelt ældre medborger i sin gamle soldateruniform til stede. Han bar et 'Stem på Trump'-skilt. Der var tilhørere, der buhede. 'Shhsy', sagde jeg. 'Vis respekt. Det er en ældre mand. Han har kæmpet for Amerika. Han har lov til at være her. Vi har talefrihed her i landet'. Alligevel sagde Trump ved et møde igår (hvor BT også var til stede, red.), at jeg havde råbt og skreget ad manden. Heldigvis har flere tv-stationer dokumenteret, at det ikke var tilfældet ved at vise situationen på tv. Men er det, hvad I ønsker? En mand i verdens største job, der ikke kender forskel på sandhed og løgn,« sagde Obama.
Han gentager flere gange, at Hillary Clinton er den bedst kvalificerede præsidentkandidat nogensinde i USAs historie. Og opremsede, hvad han kalder sin regerings mange resultater. Herunder 14,5 mio. nye job i landet.