Daniel Agger bliver ikke klar til kampen mod Albanien, og Simon Kjær er i kamp med uret.
Personificeringen af det store tema i landsholdslejren var ikke til stede ved torsdagens rød-hvide træning i Helsingør. Daniel Agger blev tilbage på hotellet for at få kiropraktorbehandling for sine rygsmerter, og landsholdsanføreren havde så ondt i ryggen, at han ikke bliver spilleklar til lørdagens opgave i Albanien.
Det er netop holdkortet til den svære udekamp, der løber med opmærksomheden inden kampen mod Albanien.
- Daniel Agger kan formentlig kun spille en af kampene, så må vi se med Simon, siger landstræner Morten Olsen.
Og han har grund til panderynker. De to stoppere udgør tilsammen en solid forsvars-mur. Duoen har i alt spillet 11 VM- og EM-kval-kampe sammen siden Simon Kjærs debut, og det har givet syv sejre, tre uafgjorte og blot et enkelt nederlag.
Torsdag var Simon Kjær på særdeles mild skånekost, men han var med i flyet mod Tirana fredag morgen.
- Simon Kjær døjer med en ankelskade og vil blive testet. Han kunne tirsdag løbe for 80 procent og gennemføre vendinger, siger landsholdets læge Søren Kaalund.
DBU meddelte tirsdag aften, at Jores Okore og Mathias Zanka Jørgensen er hasteindkaldt som garderinger, da også Andreas Bjelland døjer med skavanker. Han er dog spilleklar til lørdagens kamp.
- Andreas Bjelland er fuldstændig spilleklar. Der er ikke noget i vejen hos ham, siger Søren Kaalund.
Simon Kjær skal selv afgøre, om han kan spille.
- Det bliver 100 procent min egen beslutning, om jeg kan spille. Hvis jeg får tapet anklen ind og får at vide, at den sagtens kan holde på det hele, så er det slet ikke noget problem for mig at spille, siger Simon Kjær.
Han vil fredag for første gang i denne uge træne med for fuld kraft for at prøve anklen af.
- Smerten er ikke et problem. Men jeg skal kunne bevæge mig ordentligt. Jeg er en stor dreng, så hvis jeg skal op i fart, skal jeg kunne bevæge mig frit, siger Lille-stopperen, der ikke tidligere har været ankelskadet.
Bliver Simon Kjær og Daniel Agger ikke klar, ventes det, at Twentes Andreas Bjelland og Aston Villas Jores Okore træder til. De kender hinanden fra tiden i FC Nordsjælland.
- Okore har en historik med Bjelland. De har trænet mange timer sammen og kender hinanden ud og ind. De er to typer, der passer rigtigt godt sammen, siger Morten Olsen.
- Det handler mange gange om, at stoppere er det, vi kalder komplementære. Det vil sige, at de kan gøre hinanden bedre og kan hjælpe hinanden, forklarer landstræneren.
Han ser ikke noget problem i, at Jores Okore ikke spiller til daglig i Aston Villa, men er tryg ved at bringe ham i spil. Som det skete mod Armenien.
- Det indhop, Okore gjorde sidst, efter at have spillet en hel kamp på U21-holdet nogle dage i forvejen, giver os en vis fornemmelse af, at han er, hvor han skal være.
Så vigtige er Kjær og Agger
De to har i alt spillet 11 VM- og EM-kval-kampe sammen siden Simon Kjærs debut i Stockholm. Det har givet syv sejre, tre uafgjorte og blot et enkelt nederlag. Samtidig har de holdt nullet i hele syv af de 11 kval-kampe.
Simon Kjær - Andreas Bjelland
Hvis Simon Kjær føler, at anklen kan holde til 90 minutter, så spiller han. Han træffer selv valget.
Jores Okore - Andreas Bjelland
Hvis både Daniel Agger og Simon Kjær - som ventet ’ melder fra, ligner det chancen til de tidligere FCN-holdkammerater.
Kian Hansen - Andreas Bjelland
Kian Hansen blev udtaget før Jores Okore, men Bjelland og Okores relation fra FCN-dagene trumfer.
Simon Kjær - Jores Okore
Bliver Simon Kjær spilleklar, vil Olsens førsteprioritet være at sætte ham sammen med Bjelland. Okore og Kjær er for ens spilletyper.
Kian Hansen - Jores Okore
Der er ingen sandsynlighed for - medmindre han tvinges til det - at Olsen begynder mod Albanien med så uprøvet et forsvar.
Mathias 'Zanka' Jørgensen
Kaldt ind i sidste øjeblik og med sin sans for afleveringer frem i banen, er han en joker, men mest at betragte som reserve for Agger og Bjelland.