Sjette nederlag på stribe sender AGF nærmere nedrykning, mens Brøndby holder sig til i medaljestriden efter en 2-1 sejr i Aarhus.

I en jævnbyrdig og fortættet Superliga er det ikke muligt at løbe på banen uden skelen til de øvrige kampe.

Hvis AGF-spillerne forud for mødet med Brøndby havde fået ekstra gib i nervebanerne, er der ikke noget at sige til det. For med sejr til FC Vestsjælland søndag og en til Sønderjyske i den tidlige kamp 2. påskedag, blev nedrykningstemaet yderligere aktualiseret for den århusianske traditionsklub.

Det ændrede mødet med Brøndby ikke på. Gæsterne vandt fuldt fortjent 2-1 uden at overanstrenge sig mod et hold, som notorisk har svært ved at score og som i øvrigt fik hjælp af Brøndby til at komme på måltavlen for første gang i mere end fem kampe.

Føringsmålet, som blev velvilligt og klodset assisteret af Brøndbys Martin Ørnskov, blev Kasper Povlsen noteret for. Og alene den forløsning burde måske have bragt lidt ro på et hjemmehold, hvor rutinerede Martin Jørgensen igen var at finde i startopstillingen efter karantæneafsoning.

AGF har dog stadig store problemer med selv den mest elementære boldomgang. Når under halvdelen af pasningerne finder en modtager, løber man rundt som en legemliggørelse af Pep Guardiolas mareridt. Og så skal det blive svært at vinde fodboldkamp mod et hold, som både fysisk og teknisk er bedre funderet.

Dramaet i den flere gange febrilsk spillede kamp blev ikke mindre af, at AGFs Jesper Lange følte sig snydt for et straffespark kort efter målet til 1-0. En tomålsføring ville i givet fald have en fornuftig buffer for hjemmeholdet, men dommer Kenn Hansens fløjte forblev lydløs.

Brøndby imponerede egentlig ikke og spillede periodevis pligtfodbold. Men den unge garde som Andrew Hjulsager og José Ariel Nunez lyste op på en midtbane, hvor Alexander Szymanovski for sjældent bød ind med kreative indslag. 

Simon Makienok var også påfaldende anonym overfor en AGF-defensiv, som igen var uden Anders Kure, og som absolut er til at tale med i standardsituationer.

Det sidste udnyttede veteranen Thomas Kahlenberg ved at udligne direkte på frispark kort før pausen, og så lugtede selv de hviiii'este blandt de hviiii'e på tribunerne, hvor det bar hen.

Efter pausen stod der også Brøndby på det meste. Men det første kvarters tid kneb med at skabe de helt oplagte muligheder mod et hjemmehold, der i mangel af bedre forsvarede sig heroisk.

Afgørelsen skulle komme, da Andrew Hjulsager omsatte en fin omstilling til at score det forløsende 2-1 mål i det 62. minut til vild jubel fra de medrejsende fans.

Jesper Fredberg skiftede en ellers fornuftigt spillede Jens Jønsson ud med Casper Sloth, men det var ikke nok til at vende slaget.