Viborg vandt overbevisende med 2-0 i Aarhus mod AGF, der har fået en skidt start på første division. Morten Wieghorsts tropper har ikke vundet på hjemmebane siden november.

De to hold rykkede ud af Superligaen i sidste sæson og satser begge på at vende tilbage til landets bedste række i foråret. Mens Viborg og Auri Skarbalius har vundet to ud af de første tre kampe i de nye omgivelser, så halter det allerede en smule for Morten Wieghorst og AGF efter endnu en tvivlsom indsats på Aarhus Stadion.

AGF smadrede ellers Brønshøj med 5-0 i seneste runde, men spillet mod Viborg rakte ikke til det store. AGFs offensiv tilspillede sig ikke nær så mange chancer som i opgøret i Brønshøj, og derfor kunne Viborg fortjent komme foran efter 49 minutters spil ved Lukas Lerager i en ellers tæt kamp mellem to formodede tophold.

Føringen blev udbygget kort før tid ved den tidligere AaB-spiller Jeppe Curth, og dermed sparkede han Viborg op på en delt førsteplads i første division efter de tre første runder.

Søndagen bød på to andre kampe i første division. AB sikrede sig sæsonens første sejr på mål af Linus Olsson og Simon Bræmer, da FC Fredericia blev besejret med 2-0 i Gladsaxe.

Den tidligere Viborg-træner Ove Christensen står i spidsen for Vendsyssel FF, der fortsatte de fine takter med en 2-0-sejr over FC Roskilde. Nytilkomne Ken Fagerberg nettede to gange i kampen, og med sejren ligger nordjyderne side om side med Viborg i toppen af tabellen.