AGF er blevet enig med den georgiske angriber, Mate Vatsadze, om at ophæve kontrakten.
»Vi har afstemt forventningerne gensidigt. Vi ser ikke Mate have en fremtid i AGF, og Mate ser ikke sig selv have en fremtid i klubben,« siger træner Glen Riddersholm til Århus Stiftstidendes hjemmeside, stiften.dk
»Mate har fået mulighed for at finde noget andet og sådan er det. Vi har brug for spillere, der kan se sig selv være en del af AGF-projektet. Vi har brug for spillere, som kan give energi og som er sultne og som vil ofre alt for klubben. Og når man i sit tankesæt er på vej mod en ny fremtid, så kan man ikke have fuld opmærksomhed, og så giver man ikke energi til holdet. Og det er sådan set helt menneskeligt,« siger AGF-træneren.
Mate Vatsadze havde ellers et år tilbage af kontrakten, men den skal han altså ikke opfylde.
Glen Riddersholm havde vraget den 27-årige angriber til sidste sæsons pokalfinale mod FCK, og det blev georgieren ifølge stiften.dk så sur over, at han i stedet for at tage med til København tog til Hamborg. Siden har han ikke været på holdet.
Mate Vatsadze kom til AGF i 2012. I 2014-15 blev han topscorer med 20 mål, da AGF spillede i den næstbedste række, 1. division.
Med Vatsadzes farvel har AGF ikke længere georgiere i truppen. På et tidspunkt var der ellers tre af slagsen, da aarhusianerne også rådede over Davit Skhirtladze, som nu er i Silkeborg, samt Davit Devdariani, som fik store rygproblemer og måtte stoppe karrieren.
AGF har iøvrigt også valgt at fritstille den tidligere Esbjerg-angriber Jesper Lange.