Morten Wieghorst er blevet fyret i AGF. Det meddelte aarhusianerne tidligere lørdag. Dagen efter en 2-1-sejr over mestrene fra FC Midtjylland og afslutningsfest for spillerne.

AGF-spillerne bliver orienteret om baggrunden for fyringen ved et møde på Fredensvang kl. 1400.

Derefter er der pressemøde med sportschef Jens Andersson, der vil forklare fyringen yderligere ud over utilfredsheden med resultaterne, som man allerede har fortalt i en pressemeddelelse.

Den tidligere AGF'er Peter Graulund sagde mandag i TV3 Sport-programmet Superliga XL, at spillerne var utilfredse med Wieghorsts kommunikation. Og med Graulunds store kendskab til klubben er der pondus bag ordene.

Men venstre back Daniel Christensen var ikke en af de spillere, der var utilfreds med cheftræneren.

»Det (fyringen, red.) kommer lidt bag på mig. Jeg har set, at de har været ude at sige, at resultaterne ikke har været gode nok. Det har de også ret i. Men det hænger også på os spillere. Jeg er ked af at høre det. Jeg har været rigtig glad for den tid, jeg har haft med Morten,« siger Daniel Christensen til BT.

Peter Graulund sagde for nylig i Superliga XL, at AGF-spillerne ikke syntes, der var god kommunikation med Wieghorst. Oplevede du det?

»Nej, bestemt ikke. Jeg ved ikke, hvor det kommer fra. Det er ikke den opfattelse, jeg har haft af det. Jeg synes altid, der har været en åben dør ind til kontoret.«

Har du hørt om, at nogle i truppen skulle være utilfredse?

»Nej, det synes jeg ikke. Trænerne har forskellige stile, og de kan ikke alle sammen være Jonas Dal, der står og klapper folk på skulderen hver gang. Sådan fungerer fodbold heller ikke. Der er forskellige lederstile, og Morten har valgt en stil, og den holder han ved. Det kan man kun have respekt for.«

Er der større potentiale i AGF, end I har vist i efteråret?

»Vi skal også huske på, at vi er et oprykkerhold. Det er stadig meget nyt – det nye AGF. Selvfølgelig ser jeg et større potentiale, for det er en stor by og en stor fodboldby. Men ting tager tid. Det kræver også, at man skaber noget stabilitet omkring de forskellige ting. Det kommer lidt bag på mig.«

Der er et par fine navne i Kasper Hjulmand og Glen Riddersholm fri på markedet. Har du nogen præferencer?

»Jeg har kun hørt godt om begge trænere, men nu må vi se. Det kan også være, de finder en helt tredje. Lad os se, hvad de finder frem derude.«

I finder nok en fra Kroatien…

»Ja, det kunne jeg forestille mig. Det har de åbenbart en forkærlighed for, hehe.«