"Det er en intern sag mellem Nocko og AGF. Vi er skuffede over, at han er ude på det tidspunkt af natten og det vil vi ikke acceptere. Derfor har vi taget disciplinære skridt.

Jeg synes, det er vigtigt at fortælle spilleren og omgivelserne, at det gør man ikke, og at det udløser en disciplinær straf. Man kan bede manden tage tyve armbøjninger eller give en bøde. Men det er overhovedet ikke det primære," siger AGF's direktør Dan Iversen.

Den omtalte by-tur natten til søndag den 24. juli, som AGF nu har reageret på, førte til, at Nocko Jokovic kom i klammeri i en taxi, og nu er sigtet efter straffeloven.

Hvad der skete i taxien vil AGF slet ikke forholde sig til så længe Silkeborg Politi fortsat efterforsker i sagen.

Den børsnoterede Superligaklub forholder sig kun til, at en spiller render i byen til tidligt om morgen. Og at det ikke tillades, behøver man ikke at indskærpe yderligere for spillerne eller omgivelserne.

"Hvis man er en del af en elitekultur, så går det ikke, at man er ude til sent lørdag aften. Det behøver jeg ikke at skrive for nogen i klubben, for det ved spillerne. Nocko ved, hvordan man opfører sig, og vidste det også inden det skete."

Men det smuttede?

"Det må det have gjort," siger Dan Iversen.

AGF har tidligere straffet spillere i disciplinær-sager, men hver gang for forseelser, der er sket på fodboldbanen. Lars Windfeld og Peter Degn, to spillere som ikke længere er i klubben, stod for de senest kendte sager tilbage i 1998.

Politiinspektør Villy Poulsen, Silkeborg Politi, oplyser, at man fortsat forsøger at udrede, hvad der fandt sted i taxien den pågældende nat. Derfor ved man formentlig først i slutningen af denne uge, om AGF's superliga-spiller tiltales eller om sagen afsluttes på anden måde.

AGF's direktør Dan Iversen siger, at man "følger sagen", og derfor ikke ønsker at forholde sig til, hvad der skal ske, hvis Nocko Jokovic endnu engang skal i retten.

Tidligere på året blev han idømt 30 dages ubetinget fængsel, som blev afsonet tidligere på sommeren.