Men AGF-formanden Preben Andersen har meldt ud, at nedrykning ikke betyder konkurs. Egenkapitalen på tre mio. og en ansvarlig lånekapital på fire mio., som AGF kan hente, er et værn mod de økonomiske problemer.
"Og vi er økonomisk gearet til at jagte oprykningen tilbage til Superligaen, hvis det værst tænkelige skulle ske. Der bliver ikke noget med at give op eller resignere. Vi går ikke i panik.
Bemærk forresten, at vi faktisk har en ganske fornuftig driftsøkonomi," understreger AGFs nye direktør, Dan Iversen, ansat i november i fjor.
På driften figurerer en rimelig beskeden lønsum på 14 mio. til 42 medarbejdere i 1999. Indtægterne er øget fra 17 til 25 mio. de seneste to år.
I 1997 havde AGF et overskud på 3,3 mio. kroner, men så fulgte to år med underskud, henholdsvis seks og 1,1 mio.
AGF blev i et krisefyldt efterår omtalt som "Damernes Magasin". Mens andre storklubber brugte kænguruhop på de mange børs-millioner, lavede AGF små hop på stedet.
Men det nye år 2000-ansigt viser en dynamisk klub med viljestærke folk i ledelsen.
Det begyndte med den 60-årige Preben Andersen som formand, fortsatte med håndboldmanden Dan Iversen som direktør og blev fastnaglet med finansmanden John Trolle som både sponsor og bestyrelsesmedlem.
Folk med erhvervs-erfaring var det, AGF savnede.
For småpenge forstærkede AGF sig med Lennart Bak fra Italien, Nocko Jokovic fra Silkeborg, Tommy Nielsen fra FC Aarhus og Filip Bergman fra Sverige.
Vinteren blev desuden brugt til to træningslejre i Spanien.
Endnu har det ikke givet udbytte. Det har i AGF-kredse givet anledning til nye rygtedannelser, især den traditionelle om Stig Tøfting, der skal hentes hjem som redningsmand.
Og så den om cheftræner Peter Rudbæk, der ved nederlag i skæbnekampene bliver smidt på porten. Den første skæbnekamp var omkampen mod Esbjerg, som AGF vandt 1-0. Næste skæbnekamp er i morgen aften mod Vejle.
Problemet er, at AGF i egne rækker savner den kompetente afløser, der kan lave Rudbæks job. Lars Lundkvist (Brabrand) er måske det bedste bud.
AGF havde i fjor transferindtægter på fem mio. kroner, fordelt med fire for Peter Degn til Everton og én for Tøfting tilbage til Duisburg.
Det samme beløb satser man på i år. I princippet er alle spillere til salg. Men AGF har ikke bagbundet sig selv ved at budgettere med spillersalg for 10-20 mio. kroner.
Netop AGF var klubben, der blev snøret af Bosman-dommen og dens konsekvenser. Fem topspillere rejste gratis, men kunne under de gamle regler have indbragt AGF mindst 25 mio. kroner.
Klog af skade har AGF lavet langtidskontrakter. Eneste, der udløber til sommer, er Johnny Mølby, som AGF giver løbepas. I øjeblikket forhandler man om forlængelse med anføreren, den skadede målmand Lars Windfeld.
En kapitaludvidelse via en børsemission søges gennemført i foråret, men AGFs ophold i bundzonen udsætter forehavendet. Rykker AGF ned, vil ledelsen finde andre løsninger.
Men det spekulerer man ikke på i Fredensvang, Viby J.
Her bryster man sig med en realistisk optimisme, mens skeptikerne hævder, at der er en tendens til flere små hop på stedet.
Facts om AGF
Dansk mester 1955, 1956, 1957, 1960, 1986.
Pokalvinder 1955, 1957, 1960, 1961, 1965, 1987, 1988, 1992, 1996.
Sidste år: Nr. 10 i Superligaen.