Agenten Michael Bolvig afviser de beskyldninger, som spillerne Musefiu Ashiru og Benjamin Ayubas har frembragt i BT om, at han i højere grad repræsenterer FC Midtjylland end spillerne, som han ellers er ansat til.

»Jeg så dem spille U19, og jeg spurgte klubben, hvilke agenter de havde, og da jeg fik at vide, de ikke havde nogen, fik jeg kontakt gennem klubben. Men jeg kan ikke helt nikke genkendende til, at jeg skulle være stukket i hånden på dem. Så jeg er da ked af, hvis det er den opfattelse, de har af mig.«

Spillerne forklarer, at de aldrig hørte fra Michael Bolvig efter kontraktunderskrivelsen. BT har set dokumentation for, at der med Benjamin Ayuba (der i dag er tilbage i Nigeria, red.) var Facebook-kontakt et halvt år efter klubskiftet, men ellers indrømmer Michael Bolvig, at det var småt med kontakten.

»Hvis jeg har været oppe og se dem, har jeg hilst på dem. Det kan da godt ske, at jeg ikke har siddet på låret af dem, det skal jeg da ikke kunne afvise.«

Har du haft en skuffeaftale og været mere en klubagent end spillernes agent, som de beskylder dig for?

»Det er jeg ked af, at de mener, jeg har været. Hvis man skal være klubagent og lave skuffeaftaler, er det, fordi man får noget ud af det. Og jeg vil da sige, at hvis du ser FC Midtjyllands og mine regnskaber igennem, vil du se, at jeg ikke har modtaget noget som helst for at være deres agent, så jeg kan ikke se, hvilket belæg jeg skulle have for det. Jeg ville bare ind i FCM og hjælpe disse spillere. Derfor blev jeg deres agent.«

Du har ikke gjort noget ulovligt i forhold til dobbeltrepræsentation?

»Nej, ved dobbeltrepræsentation skal du enten have en aftale med klub og spiller, eller du skal modtage penge fra begge parter, og det har jeg ikke gjort i nogen af tilfældene.«