Aftale ruster kommunerne til klimaforandringer
Med aftalen mellem regeringen og KL for kommunernes økonomi for 2013 er der enighed om en ambitiøs indsats for at imødegå klimaforandringer, siger flere ministre.
Med aftalen mellem regeringen og KL for kommunernes økonomi for 2013 er der enighed om en ambitiøs indsats for at imødegå klimaforandringer, siger flere ministre.
Regeringen og KL har søndag indgået en aftale om kommunernes økonomi for 2013, og med aftalen er der enighed om en ambitiøs indsats for at imødegå klimaforandringer. Således vil kommunerne øge deres investeringer i klimatilpasning af spildevandsområdet med 2,5 milliarder kroner i 2013, hvilket skal styrke afledningen og håndteringen af regnvand.
Skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) er glad for, at aftalen giver kommunerne mulighed for grøn omstilling.
- Med aftalen får kommunerne mulighed for nye markante klimainvesteringer, der kan forebygge ødelæggende oversvømmelser som følge af skybrud, som vi har set de senere år. Samtidig er jeg glad for, at klimainvesteringerne allerede fra 2013 vil bidrage til øget vækst og beskæftigelse, siger han.
Ifølge økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) tager regeringen med den nye økonomiaftale også for alvor fat på at modernisere den offentlige sektor.
- Kommunerne får flere frihedsgrader. Det bliver for eksempel langt mindre bureaukratisk at inddrage private leverandører på hjemmehjælpsområdet, og vi sætter gang i en tiltrængt indsats for at forenkle udbudsreglerne og reglerne på beskæftigelsesområdet. Vi har lavet en ansvarlig aftale, og samtidig har vi afsat penge til at løfte kvaliteten i daginstitutionerne og i kommunernes indsats på sundhedsområdet, fortæller hun.
Aftalen indebærer, at kommunerne kan fastholde udgiftsniveauet i budgetterne for 2012. Hertil kommer et løft på 300 millioner kroner til kommunernes forebyggende og sundhedsfremmende indsats, og samtidig udmøntes de 500 millioner kroner, der med finanslovsaftalen for 2012 er afsat til bedre normeringer i dagtilbud.
Det er desuden aftalt at skabe et råderum på knap 750 millioner kroner i 2013 og i alt 1,5 milliarder kroner frem mod 2014, som kommunerne kan prioritere til gavn for blandt andet børn, skoler og ældre.
Finansminister Bjarne Corydon (S) fortæller, at det har været hårde, men konstruktive forhandlinger.
- KL har taget et klart medansvar for at få økonomien tilbage på rette spor. Aftalen er således både økonomisk ansvarlig og forbedrer samtidig den kommunale service på en række områder: Vi afsætter penge til bedre normeringer i dagtilbud og penge til at styrke kommunernes forebyggelse og sundhedsfremme, fortæller han.