Regeringspartierne er sammen med Enhedslisten og Liberal Alliance blevet enige om at bruge 770 millioner kroner på forskning inden for fødevarer, miljø, sundhed, produktionsforskning samt fri forskning og innovation til næste år.
Det oplyser Uddannelsesministeriet i en pressemeddelelse.
Aftalen er en del af finansloven for det kommende år, og uddannelsesminister Morten Østergaard (R) er godt tilfreds med, at der er tale om en forholdsvist bred aftale.
- Jeg er glad for, at det er lykkedes at lande en aftale om fordelingen af 770 millioner kroner til forskning med et bredt flertal. Aftalen giver et solidt afsæt til ambitionerne om at dansk forskning skal bidrage til at imødegå de globale udfordringer og skabe vækst, udtaler han.
Onsdag forlod Venstre, de Konservative og Dansk Folkeparti forhandlingerne om puljen på de 770 millioner kroner, der også går under betegnelsen forskningsreserven. Partierne var utilfredse med finansieringen, der betyder en ændring i tilskuddet til private høreapparatbehandlinger.
BNB