Aftale med regionerne er på plads
Regionernes økonomi for 2013 er forhandlet på plads og vil betyde flere behandlinger, bedre kvalitet og en millionindsprøjtning til psykiatrien, lyder det fra den fungerende formand for Danske Regioner.
Regionernes økonomi for 2013 er forhandlet på plads og vil betyde flere behandlinger, bedre kvalitet og en millionindsprøjtning til psykiatrien, lyder det fra den fungerende formand for Danske Regioner.
Regeringen og regionerne har indgået aftale for 2013, der blandt andet indbefatter flere behandlinger, bedre kvalitet for patienterne og en højere prioritering af psykiatrien.
- Regionernes økonomiaftale for 2013 kommer patienterne til gavn. Den vil forbedre kvaliteten i behandling, sikre hurtig udredning af diagnoser og styrke behandlingen i psykiatrien. Men aftalen betyder også, at regionernes økonomi fortsat skal styres stramt, og at der stilles store krav til vores medarbejdere, siger Carl Holst (V), fungerende formand for Danske Regioner.
Ifølge Danske Regioner betyder aftalen, at man kan øge aktiviteten på sygehusområdet med tre procent, hvilket svarer til 673 millioner kroner. I løbet af 2013 skal regionernes produktivitet forbedres med to procent, lyder det.
- Aftalen afspejler, at regionerne er med til at tage ansvar for dansk økonomi. Vi er gået ind til forhandlingsbordet velvidende, at der ikke var meget at give af. Vi har fuld forståelse for regeringens økonomiske politik, siger Carl Holst.
Regeringen vil indføre differentieret behandlingsret og udredningsret i løbet af næste år.
- Det er en stor omlægning for regionerne, som vi gerne påtager os. Vi har drøftet en række forhold omkring implementeringen af de nye rettigheder. Og vi er blandt andet enige med regeringen om, at den differentierede behandlingsret indføres fra 1. januar 2013, siger Ulla Astman, formand for Danske Regioners Sundhedsudvalg.
Udredningsretten kommer også til at gælde i psykiatrien.
- Aftalen markerer, at psykiatrien skal sidestilles med somatikken. Det er vigtigt for regionerne at få markeret. Derfor afsætter vi 200 millioner kroner i 2013 til at påbegynde en kapacitetsudbygning af psykiatrien for at forberede indførelsen af udrednings- og behandlingsretten, siger Carl Holst.