Politiet pynter på kreativ vis på opklaringstallene.
 
I forsøget på at nå fastsatte antal sigtelser - bestemt mellem landets politidirektører og Rigspolitichefen - bliver små forhold blæst op til langt flere sager. På den måde ser det ud som om, at politiet har opklaret langt flere sager end i virkeligheden.

Det viser en undersøgelse- kaldet ' Fup eller Fakta' fra Rigspolitiet og Dansk Politiforbund fra efteråret 2012. Her har repræsentanter fra begge parter været rundt på 12 politistationer og interviewet mere end 120 betjente om f.eks. politiets måltal.

I hidtil ikke offentliggjorte udsagn fra rapporten fortæller en betjent, hvordan en forsmået persons 400 sms´er til ekskæresten blev registreret som 400 forhold for at pynte på statistikken.

- Vi havde en sag, hvor en mand sendte 400 sms´er til sin eks-kæreste. Vi skrev den som 400 forhold - og så havde vi pludselig nået vores måltal. Før i tiden ville vi blot have registreret dette som ét forhold, fortæller en betjent.